Vejr

Her kommer der sne torsdag

Dagens vejr kan give trafikale problemer.

Et lavtryk bevæger sig i løbet af torsdag op over Danmark og giver i dagens løb nedbør af forskellig karakter.

Allerede fra morgenstunden giver det nedbør hen over Fyn, Trekantsområdet og Sydøstjylland. Nedbøren består af både regn, slud og sne, alt efter hvor koldt det er.

Temperaturen ligger i morgentimerne generelt mellem nul og tre grader – lokalt lidt varmere.

Med temperaturer omkring frysepunktet og muligheden for sne, så vil dagens vejr give udfordringer i form af is- og sneglatte veje. Ifølge Vejdirektoratet er det tilfældet i størstedelen af landet.

Her bevæger nedbøren sig hen

I løbet af dagen flytter lavtrykket sig mod nordøst. Det samme gør nedbøren.

Følg regnen på TV 2s radar

Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. I vores app er det muligt at få udsendt et regnvarsel cirka 30 minutter inden regnen ankommer. 

Følg regnen her

Ud på formiddagen er det dermed særligt Østjylland og en stor del af Sjælland, der har udsigt til slud eller sne. I det hele taget gælder det om dagens nedbør, at jo længere væk fra havet man kommer, jo større chance er der for sne.

I resten af landet vil det holde stort set tørvejr med kun enkelte hvide byger. Her er der også mulighed for, at solen kan titte lidt frem.

Kølig torsdag

I eftermiddag befinder det meste af nedbøren sig over Kattegat. Dermed vil eftermiddagstimerne byde på spredte byger, der kan være med regn, slud eller sne.

De fleste byger forventes at ramme i Sydjylland, Østjylland og i Nordsjælland.

Temperaturen topper i eftermiddag med mellem to og fire grader. I perioder bliver det dog noget blæsende, hvilket vil få det til at føles som frost.

Mest blæsende bliver det over de østlige landsdele med en frisk til hård vind fra syd og sydvest.

I aften er der fortsat risiko for at blive ramt af spredte byger. Størst risiko er der over den sydvestlige del af landet.

Den kommende nat falder temperaturen flere steder til under frysepunktet.