Vejr

50.000 år gammel komet spottet fra Svendborg – og du kan snart se med

Lørdag er der optimale forhold til at se kometen, der kommer forbi med 50.000 års mellemrum.

Kometen C/2022 E3 (ZTF) nærmer sig Jorden for første gang i 50.000 år og bliver muligvis synlig for det blotte øje inden for de kommende dage.

Men allerede nu kan den ses med det rigtige udstyr, og det er lykkedes for René Bondo fra Svendborg.

Ved hjælp af et avanceret teleskop har han indfanget kometen mod nattehimlen, da der var skyfrit over Sydfyn.

For at se kometen fra Jorden kræves der mindst mulig lysforurening både fra Månen og kunstige lyskilder omkring os.

Og lørdag aften er der nymåne og dermed optimale forhold natten igennem.

Den store joker

Den bedste chance for at se kometen fra Jorden er altså lørdag og nogle dage frem.

Kometens bane går mellem Karlsvognen og Nordstjernen, og vil man spotte den, skal man kigge mellem de to.

21. januar vil den befinde sig ud for den yderste stjerne i Karlsvognens vognstang.

Ud over manglende lysforurening er det også altafgørende, at der ikke er skyer i vejen for udsigten, og lørdag er der gode muligheder for, at skyerne kan trække sig til side.

Kometen vil være tættest på Jorden 1. februar, hvor den vil passere os i en afstand af 42 millioner kilometer.

Denne passage vil imidlertid ske fire dage før fuldmåne, så her vil lyset fra Månen gøre det svært at se kometen.

Vi ses ... om 50.000 år

C/2022 E3 (ZTF) blev først opdaget sidste år.

Det kan skyldes, at den ikke kommer forbi så tit.

Skulle man gå glip af kometen i denne omgang, går der 50.000 år, før den viser sig på nattehimlen igen.