Vejr

Voldsom regn får Odense Å til at gå over sine bredder

Oversvømmelser har ramt få kilometer fra centrum af Odense.

Den megen regn den seneste tid har fået Odense Å til at gå over sine bredder og skabt store oversvømmelser.

Det ses for eksempel ved Skovsøen ved Fruens Bøge få kilometer fra Odense centrum, viser optagelser fra Byrd.

Stier er oversvømmede, broer henover åen er faretruende tæt på at lide samme skæbne, og skraldespande står i vand til halsen.

Over 100 millimeter regn

Regnen har stået ned i stænger over Danmark i årets første to uger.

Allerede 4. januar oplevede vi det vådeste januardøgn i dansk vejrhistorie. Og så sent som i søndags faldt der 5,7 millimeter regn på landsplan i forbindelse med stormen.

Mange steder er der faldet over 100 millimeter siden nytår.

Især i en stor del af Jylland og Nordsjælland har det været meget vådt.

En af de vådeste nogensinde

Allerede 11. januar var der faldet mere end en måneds nedbør.

Siden da er regnen fortsat med at sile ned, for regnskyerne har lagt sig tungt over Danmark.

Over store dele af Danmark er tirsdag endnu en dag med regn og rusk.

Indtil videre har januar 2007 status som den vådeste januar nogensinde. Dengang faldt der 123 millimeter.

Men med de seneste dages fortsatte regn, fortsætter denne januar ufortrødent med at skrive sig ind i vejrhistorien som en af de vådeste, der nogensinde er målt.