Vejr

Ugen starter med endnu et regnvejr

Regnen kan gå over i slud og tøsne i Jylland i aften.

Der går ikke en dag i januar, uden der kommer regn – og mandag bliver heller ingen undtagelse.

Mandag morgen er det relativt tørt i det meste af landet, men i den sydlige del af Jylland er der enkelte byger.

I formiddagstimerne vil det en overgang være tørvejr de fleste steder, men fra de tidlige eftermiddagstimer begynder et regnvejr at brede sig op over Jylland og Fyn fra syd.

Derimod kan der være plads til kortere perioder med solskin, hvis man befinder sig øst for Storebælt.

Regnvejret bevæger sig yderligere mod nord efter middag, og først på aftenen vil det regne mange steder vest for Storebælt.

Længere mod øst holder det fortsat mest tørt, men der kan i perioder i aftentimerne være finregn flere steder. Vinden tager til og bliver op til hård fra sydøst, så det vil føles relativt koldt udenfor.

Regnen kan gå over i slud og tøsne

Samtidig med, at regnen vil sile ned i Jylland, begynder temperaturen også at falde. Det medfører, at regnen i den centrale, vestlige og nordlige del af Jylland efterhånden går over i slud og tøsne.

På samme tid er temperaturen faldet til få grader over frysepunktet, men der vil sandsynligvis ikke være tale om sne, der lægger sig mere end kort tid på overflader.

På Bornholm vil mandagen til gengæld byde på tørvejr hele dagen.

Januar blandt de vådeste, der er målt

Mandagens nedbørområde kan give mellem fire og ni millimeter regn, hvor der kommer mest i Jylland, og når dagen er omme, kan der være faldet over 100 millimeter regn på landsplan siden nytår.

Det betyder, at januar snart er blandt de syv vådeste, der er målt i Danmark – og der kommer endda mere regn tirsdag.