Vejr

Nu kommer vintervejret til Europa

Efter en usædvanlig varm begyndelse på 2023 trækker koldt vintervejr ned over store dele af Europa.

I Danmark har vi vænnet os til et vejr, hvor det er langt vigtigere, at overtøjet er regntæt, end at det er varmt.

Sydligere i Europa har man i Spanien i mange dage målt temperaturer mellem 22 og 27 grader.

Det ændrer sig fuldstændigt i næste uge, hvor meget koldere luft trækker ned over Danmark og Europa fra nordvest.

Ovenstående grafik viser, hvordan en front fra et dybt lavtryk over Danmark giver sne til Alperne, Pyrenæerne og de norske fjelde.

Snebyger til Danmark og Vesteuropa i næste uge

Efter fronten trækker endnu koldere luft ned over Vesteuropa med snebyger mange steder i begyndelsen af næste uge.

I Danmark falder temperaturen, så vi i begyndelsen af næste uge får temperaturer mellem frysepunktet og 4 graders varme.

Mandag bliver regnfuld, men lokalt kan der i perioder komme slud eller sne. Tirsdag og onsdag byder på vekslende vejr med byger, som stedvist vil være med sne.

Den spanske varme rykker til Grækenland

Siden nytår har man alle dage målt over 20 grader på det spanske fastland med 26,8 grader mandag som den varmeste dag. Det ændrer sig markant, og som det fremgår af nedenstående grafik, så trækker varmen ved Spanien mod Grækenland og Tyrkiet.

I Centraleuropa falder temperaturen generelt mellem 5 og 10 grader.