Vejr

50.000 år siden komet kunne ses på nattehimlen – snart kan den ses igen

Senest kometen kunne ses fra Jorden var år 48.000 før vores tidsregning.

Om tolv dage kan det blive muligt at se en komet på nattehimlen med det blotte øje, hvis vejret tillader det.

Der er tale om kometen med det mundrette navn 'C/2022 E3 (ZTF)', der nærmer sig Jorden, og netop 21. januar har vi nymåne, så der vil være slukket for forstyrrende lys.

Det er dog for tidligt at give et seriøst bud på vejret to uger fremme.

Bliver natten stjerneklar, så er der lagt op til et fascinerende syn. Er der derimod skyer, vil det være en nat som alle andre.

Du har også en chance for at se kometen dagene op til og særligt dagene efter den 21. januar, men chancerne er bedst, når månens lys er helt væk.

Månens lys vil drille

Kometen vil være tættest på Jorden 1. februar, hvor den vil passere os i en afstand af 42 millioner kilometer.

Denne passage vil imidlertid ske fire dage før fuldmåne, så her kan lyset fra Månen gøre det svært at se kometen.

De bedste muligheder for at se kometen udover ved nymåne er fra 21. januar og nogle dage frem. Her vil kometen stige i lysstyrke, men det vil månens lys også. På et tidspunkt vil månens lys blive for dominerende.

En komets lysstyrke er svær at fastslå på forhånd, og det er derfor ikke muligt at sige, hvornår den først vil kunne ses, og hvor længe det vil vare.

Helt sikkert er det dog, at nymånen 21. januar vil give de absolut bedste betingelser – forudsat at der ikke bliver overskyet.

Kulde vil hjælpe

Hvis vi fortsætter i det nuværende spor med varmt, ustadigt og vådt januarvejr, bliver det næppe til noget kometkig, men slår vejret over i en mere vinterlig retning med mere kulde, er der gode chancer for udsyn til kosmos.

C/2022 E3 (ZTF) blev først opdaget sidste år. Det kan skyldes, at kometen ikke kommer forbi så tit.

Skulle du misse kometen i denne omgang, så skal du vente 50.000 år, før den igen vil vise sig på nattehimlen.

Lige nu er kometen omtrent lige så langt fra Jorden som Solen. Den afstand kaldes 'en astronomisk enhed', og C/2022 E3 (ZTF) er lige nu 1,1 enhed borte.

En astronomisk enhed er 150 millioner kilometer i runde tal.

Kometens bane går mellem Karlsvognen og Nordstjernen, og når du skal finde den, skal du altså kigge imellem de to.

21. januar vil den befinde sig ud for den yderste stjerne i ”vognstangen”.

Den vil kunne ses med en almindelig kikkert og efterhånden også med øjnene, som månens lys aftager, og kometen stiger i lysstyrke.

Din chance for at se kometen stiger, jo længere du er væk fra kunstige lyskilder.