Vådeste januardag i 19 år
Hele Danmark har fået så meget regn, at vi rundede en milepæl allerede ved middagstid.
Hvis du synes, at der er faldet temmelig meget regn i dag, er du ikke helt galt på den. Faktisk har du fuldstændig ret.
Onsdag er ikke bare den vådeste januardag siden 2004. Den er også den vådeste dag i mere end et halvt år.
Indtil middag var der på landsplan faldet 16 millimeter regn, men det dækker over visse regionale udsving.
Regnen er i første omgang kommet ind over landet med en front fra vest, og dermed er det også mod vest – altså primært Jylland – der har fået de største mængder.
Fronten har dog hele formiddagen igennem givet landsdækkende regn.
Front går over i byger
Her til eftermiddag fortsætter regnen i form af byger, som igen har mere kraft ude mod vest, og taber lidt af pusten på vej mod øst.
Klokken 14 var vi oppe på 17,3 millimeter som landsgennemsnit.
Det er fortsat muligt at dagen kan slå flere rekorder, men bygerne slår i sagens natur mindre igennem på et landsgennemsnit end landsdækkende regn som i formiddags.
Regnen falder efter en længere våd periode, og dermed er jorden de fleste steder mættet med vand.
Kun en vej ud
Det betyder, at regnen har svært ved at trænge ned i jorden og dermed kun kan komme væk ved at løbe i ud i åer og mindre vandløb.
Disse er imidlertid også fyldte og mange steder allerede gået over bredderne, så oversvømmelser kan udvikle sig til et alvorligt problem i løbet af de kommende døgn.
Der er en smule forsinkelse på den stigende vandstand i forhold til regnen, da vandet også skal nå at løbe af marker og enge, der ligger ud til åerne.
Derfor kan de værste oversvømmelser forventes at slå igennem torsdag morgen.