Derfor er fredagens vejr så svært
Der er fortsat stor usikkerhed om det uvejr, der kan ramme Danmark torsdag og fredag.
De fleste har nok oplevet, at vejret har artet sig anderledes, end vejrudsigten havde forudsagt, men hvordan kan det egentlig være?
Mandag viste den mest anvendte vejrmodel snestorm til en større del af Danmark. Vejrmodellen anvendes både af TV 2 VEJR og DMI.
Nu er sandsynligheden for snestorm væsentligt lavere, selvom den dog ikke helt er forsvundet.
Der var en usikkerhed, som TV 2 VEJR også nævnte, men det er ikke sikkert, at alle når at opfatte det ved en hurtig gennemlæsning.
Vejrmodellerne er fortsat enige om, at det vil blive meget vådt.
Samler data og regner vejret ude
Modellerne er digitale prognoseværktøjer, der fremskriver målinger på højtryk, lavtryk, vindretninger, temperaturer og andet data til en vejrudsigt for de kommende dage og uger.
Modellerne er ikke ens, og nogle gange er de mere enige end andre.
I tilfældet fredag er det en lavtrykskurs, der bliver helt afgørende. Mandag så det ud til at gå langt mere sydligt, end det ser ud lige nu.
Sneen vil falde i store mængder på den nordøstlige side af lavtrykket, og dermed bliver det helt afgørende, hvor det placerer sig fredag i forhold til Danmark.
Når et menneske sidder i Padborg, kan Aalborg forekomme langt væk, men for de vejrsystemer, der afgør vores vejr, er den afstand ingenting.
Vejrudsigterne rammer mest præcist, når vejret et stabilt. Det vil typisk være, når der er højtryk, som bevæger sig langsommere end de mere uforudsigelige lavtryk.
Ved højtryk kan vejret ofte forudses med temmelig stor sikkerhed en hel uge frem. Nogle gange længere endnu.
Andre gange, hvor det er lavtryk, der dominerer som nu, bliver det straks meget vanskeligere. Så kommer vejret typisk ind over os som fronter.
Flere slags vejr samlet i et system
En front vil normalt betyde, at der er en slags vejr på den ene side, en anden slags vejr på den anden side, og en tredje slags vejr i midten.
Der skal ikke så meget afvigelse til i et land på størrelse med Danmark, og jo mere lokal vejrudsigten er, desto mindre skal der også til at afspore prognoserne.
Vejrudsigterne er altså det absolut mest kvalificerede bud på vejrets udvikling hen over den kommende tid, men hvordan det bliver vides først med sikkerhed, når det sker.