Vejr

Særligt optisk fænomen set over Danmark i de tidlige morgentimer

De seneste morgener har iskrystaller i atmosfæren skabt nogle imponerende solsøjler.

Et helt særligt optisk fænomen har de seneste morgener lyst op på himlen.

Som en anden projektør har solen nemlig projekteret en lang søjle af lys op på undersiden af de tilstedeværende skyer.

Som en rød lysende søjle åbenbarede en såkaldt solsøjle sig tirsdag morgen over blandt andet Uvelse i Nordsjælland. Det særlige lysfænomen fik Michael Haubo fanget på kameraet, og det fremgår af artiklens topbillede.

Også tredje søndag i advent opstod der en solsøjle, som om nogen havde tændt et ekstra lys i adventskransen. Det opdagede Berit Nielsen under solopgangen over Diernæs ved Faaborg.

Sådan opstår solsøjler

Solsøjlerne kan opstå ved solopgang og solnedgang. Dermed står solen så lavt på himlen, at den kan skinne ind under skyerne, og under særlige forhold kan lyset reflekteres i nogle iskrystaller.

Iskrystallerne findes typisk i højtliggende cirrusskyer, der netop består af svævende iskrystaller.

Hvis krystallerne er blyantformede og varierer en smule i orientering, kan lyset brydes i en søjle op eller ned fra solen.

Solsøjlens højde afhænger af iskrystallernes beskaffenhed. Jo mere uroligt og rodet de hænger i luften, desto højere kan søjlen blive.

Normalt kan en solsøjle række 10 til 15 grader op over solen.