Tung arktisk kulde på vej - snart kan hele landet være hvidt
Det betyder koldere vejr i det meste af Europa, som kan sende energipriserne yderligere op.
Herhjemme er december kommet ganske køligt ud af starthullerne.
Middeltemperaturen for den første tredjedel af måneden lyder på 1 grad, hvilket er næsten 2 grader under det normale. I perioder har det resulteret i kraftige snefald og tocifrede frostgrader.
Men det er ikke bare i Danmark, at vinteren har meldt sin ankomst. Det har den såmænd i store del af det nordlige og vestlige Europa.
Et igangværende kuldefrembrud er oven i købet ved at intensivere vinteren, og over de næste par dage forventes det meste af Europa at have det koldere end normalt.
Arktisk kulde gør Europakortet blåt
Allerede her ved weekendens start er der åbnet op for den kolde hane med tilstrømning af kold luft fra nord.
Det skyldes blandt andet et kraftigt højtryk over den nordlige del af Atlanterhavet. Højtrykket sætter nærmest vejret i stå, så Europa de næste mange dage får tilført kolde luftmasser fra de arktiske egne.
Indtil videre er det særligt den nordvestlige del af Europa, der har det betydeligt koldere end normalt. Men i løbet af søndag og mandag breder denne tunge af kold luft sig mod syd og øst.
Dermed får store dele af det centrale og efterhånden også det østlige Europa den koldere luft at mærke. Som man kan se af nedenstående kort er det en stor del af kontinentet, som har udsigt til koldt vintervejr.
Markant koldere end normalt
Langt ned i Europa vil termometrene vise encifrede dagtemperaturer.
På mandag er det for eksempel kun de mest sydlige egne af Europa, som fortsat kan mønstre over 10 graders varme. Generelt vil en stor del af det centrale og nordvestlige Europa opleve dagsfrost.
Det gør sig blandt andet gældende i Danmark, hvor temperaturen vil ligge på mellem 1 og 5 graders frost midt på dagen.
Temperaturanomalier viser, hvor meget temperaturen afviger fra det normale. Her er det meste af Europa ligeledes farvet blåt.
I flere lande kan man forvente, at temperaturen de kommende dage falder til et niveau, som ligger mere end 10 grader under det normale for årstiden.
Det er nærmest kun Middelhavsområdet, der får det varmere end normalt, og her kan store temperaturkontraster risikere kraftig nedbør den kommende uge.
Store mængder nedbør
Det er altså hovedsageligt Sydeuropa, der fortsat har mildt vintervejr. Her vil lavtrykkene fra vest til gengæld stå i kø, og den næste uges tid vil de bevæge sig ind over Middelhavslandene i en lind strøm.
Det varme Middelhav fodrer disse lavtryk med fugtighed, og dermed kan lande som Spanien, Italien, Grækenland og Tyrkiet forvente perioder med store mængder regn.
Nogle steder kan man i løbet af blot en uge få op mellem 100 og 150 millimeter regn. De store mængde regn vil give en betydelig risiko for oversvømmelser.
Også i Alperne er der udsigt til store mængder nedbør. Her er det bare så koldt, at det vil falde som sne.
De akkumulerede snemængder tyder på, at der flere steder i Alperne kan falde op omkring en meter sne. Dermed kan de alpine skisteder for alvor se frem til at få noget sne til løjperne.
I Danmark er der også udsigt til sne. Her kan det meste af landet måske være dækket af sne indenfor den næste uges tid.
Kan påvirke energipriserne
Det er altså en stor del af de europæiske lande, der går en kold periode i møde.
Dermed stiger behovet for opvarmning og blandt andet brugen af gas. Det kan i sidste ende være med til at sende energipriserne yderligere op.
Derudover er det også dårligt nyt for energiregningen, at det allerede bliver så koldt så tidligt på vintersæsonen. Det gør Europa mere sårbar overfor eventuelle senere kuldeperioder i denne vinter.