Vejr

Kraftigt snevejr i nat - Vejdirektoratet kommer med opfordring

Lokalt kan der onsdag falde op mod 20 centimeter sne, fortæller TV 2-meteorolog. Fyn er "den helt store joker".

Onsdag morgen kan blive en glat og snerig affære for mange bilister, og Vejdirektoratet opfordrer derfor til besindighed rundt omkring på de danske veje.

- Kør forsigtigt, pas på hastigheden og hold god afstand. Forvent øget rejsetid og kør i god tid, lyder henstillingen fra Linda Davidsen, der er vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter, tirsdag aften til TV 2.

Hun fortæller derudover, at prognoserne har fået Vejdirektoratet til at køre "sneberedskabet" i stilling.

    Det betyder, at sneplove er klar til at rulle ud, mens der også i løbet af aftenen og natten bliver saltet på statskontrollerede veje.

    - Vi gør vores bedste for at holde statsvejene klar. Men vi henstiller til tålmodighed. Når sneen falder, kan det gå langsomt, siger Linda Davidsen.

    Hvor falder sneen?

    Spørger man meteorolog på TV 2 Sebastian Pelt, er det særligt det nordlige Jylland og det nordlige Sjælland, der kan forvente store mængder sne.

    Her lyder varslet på kraftigt snefald, hvilket betyder, at der lokalt kan falde over 15 centimeter på seks timer.

    - Hele formiddagen og frem til tidlig eftermiddag kan der komme nye snebyger i de her varslingsområder, siger Sebastian Pelt.

    Næsten umuligt at forudsige præcist

    Det er første gang i år, at der forventes relativt store mængder sne over et større område. Lokalt kan der komme op mod 20 centimeter sne, fortæller Sebastian Pelt.

    Men da der er tale om snebyger og ikke eksempelvis snestorm, er det så godt som umuligt at spå om, præcist hvor sneen vil falde. Samtidig kan der være store forskelle inden for kort geografisk afstand - ganske som ved regnbyger.

    - Man kan godt stå op i København i morgen tidlig og ikke se et eneste snefnug, mens man får billeder fra Ballerup med ti centimeter sne. På samme måde kan der sagtens være steder, hvor der er varslet kraftigt snefald, men hvor der ikke falder nogen sne.

    Her kan du se de forventede snedybder onsdag aften:

    Vil man helst helt undgå sne, skal man gerne have adresse i den sydvestlige del af Danmark. Til gengæld er prognoserne ikke helt afklarede, når det gælder Fyn, fortæller Sebastian Pelt:

    - Fyn er den helt store joker. Nogle modeller viser, at især Nordfyn kan blive ramt. Andre viser, at øen slipper.

    Herunder kan de følge prognosen, som onsdagens morgentimer skrider frem:

    Afviser ekstreme situationer

    Ifølge Sebastian Pelt vil snevejret i morgen føles "meget voldsomt" i nogle egne.

    Men han afviser, at der skulle være risiko for ekstreme situationer. Eksempelvis som vi så det sidste år 1. december, hvor 27 mennesker sneede inde i IKEA i Nordjylland.

    At morgendagens vejr bliver mildere, skyldes blandt andet, at det ikke er lige så koldt, at det blæser mindre, og at sneen er mere våd og klæbrig. Der er derfor ikke risiko for snefygning.