Vejr

Vigtigt meteorologisk parameter peger på en iskold december

Vestenvinden i Danmark er blevet afbrudt, og i stedet ser vi nu et højtryk over Island, og det kan give en isnende kold december.

December er startet lidt koldere end normalt, men meget tyder på, at måneden kan blive markant koldere, end vi er vant til.

Et ledende indeks for vores vintervejr hedder NAO-indekset. Det er ofte afgørende for, om vinteren bliver kold eller varm.

NAO står for den Nordatlantiske Oscillation, og det varierer helt naturligt fra uge til uge og måned til måned.

Er NAO positivt, er det oftest mildt i Danmark. Er det omvendt negativt, vil det ofte være koldt i Danmark.

NAO-indekset udtrykker forskellen i lufttryk mellem Island og Azorerne. Normalt er der lavtryk ved Island og højtryk ved Azorerne.

Er trykket højere end normalt ved Island og lavere end normalt ved Azorerne, får man et negativt NAO-indeks.

De to billeder herover viser, hvordan en negativ NAO og en positiv NAO typisk kan se ud. Der kan dog være mange mulige konfigurationer, der fører til samme værdi.

December er startet med kraftigt fald i NAO-indekset

Netop, som december er startet, er NAO-indekset dykket markant.

Mandag har vi et kraftigt højtryk mellem Grønland og Island og samtidig et kraftigt højtryk over Rusland.

Nær Azorerne og over den Iberiske halvø er der lavtryk.

Den vejrsituation, vi har netop nu, fører ofte til meget koldt vintervejr i Europa og Danmark. Der er en ret klar statistisk sammenhæng mellem temperatur i Danmark og NAO-indekset.

Vi oplevede også i december 2012 en negativ NAO. Dengang fik vi en månedsmiddel på 0,2 grader, og helt ekstremt negativt var NAO i december 2010, hvor temperaturen var frysende -3,9 grader.

Prognosen for de næste ti dage peger på fortsat negativt NAO. Dermed peger meget på en kold første halvdel af december.

Erfaringsmæssigt er det sådan, at etablerer kulden sig først over Nordeuropa og Skandinavien, øges sandsynligheden for, at den kan bestå i lang tid.

De næste syv dage i Danmark ser virkelig kolde ud, og det kunne godt ende med at fortsætte i længere tid.

Forbliver NAO-indekset negativt i flere måneder, kan det betyde en meget kold vinter i Europa og Danmark. Det vil være negativt for Europas energiudfordringer, og priserne på el og gas vil forventes at stige.

Skal vi have en kold måned i Danmark, med en temperaturer under 0 grader i gennemsnit, så har det siden 1988 krævet en negativ NAO.

Før klimaforandringerne satte ind, var det også muligt med kolde måneder i år med positiv NOA.

Koldt i Danmark – varmt i Grønland

Når det er koldt i Danmark, er det oftest varmt i Grønland. Det blev allerede opdaget i 1770 af Hans Egede Saabye, og det er til dels også styret af NAO.

Man kalder det populært også temperaturvippen – denne sammenhæng mellem Danmark og Grønland.