Vejr

Her har man stort set ikke set solen i næsten to uger

Nogle steder i Danmark har kun fået lidt mere end en times solskin den sidste halvanden uges tid.

Kan du huske, hvornår du sidst har set solen?

Det spørgsmål kan for nogle være svært at svare på, da vejret det sidste lange stykke tid har været domineret af skyer.

Særligt i den østlige del af landet har solen haft meget svært ved at finde igennem de mange skyer.

Her er der flere kommuner, hvor det blot er blevet til mellem en og to timers sol siden 22. november – altså i 11 dage. Flere steder har også stadig til gode at se solen her i december.

Færrest solskinstimer over den seneste halvanden uges tid har været i Odsherred Kommune, hvor solen kun har skinnet i sammenlagt 1,1 time. Det svarer til omkring seks minutters solskin om dagen.

Omvendt er der paradoksalt nok kommet flest solskinstimer i 'det mørke Jylland'. Især i Vestjylland har der været længere perioder med solskin, hvor der i flere kommuner er blevet registreret over ti timers sol.

På landsplan er det blevet til 5,5 timers solskin de seneste 11 dage, hvilket svarer til 30 minutters sol i gennemsnit over hele landet.

Selvom det ikke lyder af meget, så er der et stykke ned til den mest solfattige periode i dansk vejrhistorie. I 1959 oplevede man i november og december sølle 0,7 timers sol i løbet af hele 27 dage.

Hvornår kommer solen for alvor igen?

Der er helt sikkert mange, der efterhånden sukker efter at se vores store lysende nabo, men desværre er der dårlige nyheder.

Over den næste uges tid er der nemlig ikke udsigt til mange timers sol. Både søndag og mandag ser mest grå ud, måske med enkelte solstrejf mod vest.

Tirsdag kan der komme lidt flere sprækker i skydækket. Her er det igen særligt de vestlige dele af landet, som kan se frem til sol, mens det bliver mere overskyet mod øst.

Onsdag er der snebyger i prognoserne, men imellem bygerne kan der blive plads til solen. Resten af ugen ser mest af alt grå ud. Dermed går der altså stadig noget tid, før solen for alvor får plads på himlen igen.

Solrekord ødelagt

Det er ikke bare den sidste halvanden uges tid, der har budt på gråvejr. Sådan har det været en stor del af november.

I løbet af hele den forgangne måned blev det blot til 35,3 timers sol på landsplan. Det er noget under det normale for måneden, som lyder på 53,8 timer.

Til og med oktober var der ellers en reel mulighed for, at året kunne sætte ny solskinsrekord. Men i skrivende stund mangler der 68,4 timers solskin for, at det kan lade sig gøre.

Normalt kommer der 42,9 timers sol i december, og da der ikke er udsigt til decideret solrigt vejr, må det konkluderes, at den seneste lange periode med gråvejr har ødelagt denne rekordmulighed.