Vejr

Udbredt regnvejr rammer Danmark i dag

Dagen starter blæsende, men efterhånden aftager vinden.

Det er med at have regnjakken og paraplyen klar i dag. En front skal nemlig passere landet fra vest med et udbredt regnvejr.

Stort set hele landet kan se frem til regn i løbet af fredagen. Mest regn forventes længst mod vest med op mellem fem og otte millimeter regn.

Over de østlige landsdele forventes der kun ganske få millimeter.

Sådan rammer regnvejret

Fra morgenstunden er det endnu tørt i hele landet. Samtidig er det også noget blæsende med en frisk til hård vind fra sydøst.

Følg regnen på TV 2s radar

Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. I vores app er det muligt at få udsendt et regnvarsel cirka 30 minutter inden regnen ankommer. 

Følg regnen her

I løbet af morgenen forventes fronten at gå i land i Jylland. Som formiddagen skrider frem, er det en stor del af Vest- og Sydjylland, der kan se frem til regn.

I resten af landet holder det fortsat tørt, men overskyet. Dermed bliver fredag endnu en dag uden solskin.

I eftermiddag ligger fronten på langs af Jylland og Fyn og giver regn fra Thy i nord til det Sydfynske Øhav i syd.

Over det sydvestlige Jylland er der udsigt til længere perioder med tørvejr, men regnbyger kan forekomme.

Mod øst holder det tørt det meste af de lyse timer, men sidst på eftermiddagen er der også udsigt til regn over Vestsjælland og Sydhavsøerne.

Temperaturen topper med 6 til 8 grader, mens vinden gennem hele eftermiddagen og aftenen er aftagende til en let til jævn vind fra sydlig retning.

I aften giver fronten regn til det nordligste Jylland samt det meste af Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Ellers er det en aften med spredte byger, men også lange perioder med tørvejr.

Eneste landsdel, der ser ud til at gå nogenlunde tørskoet igennem fredag, er Bornholm, hvor der kun forventes enkelte smådryp i dagens løb.