Vejr

En sjælden gæst kommer på visit i weekenden

Lørdag får solen mulighed for at vise sig lidt frem. Herefter er der udsigt til gråvejr resten af måneden.

"Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november".

Sådan lyder et digt af Henrik Nordbrandt, som på en elegant måde beskriver november som en måned, der kan føles både lang, mørk og kold.

Og der kan være noget om snakken.

I disse dage viser november sig nemlig fra sin noget dunkle side, hvor solen ikke bliver levnet meget plads på himlen. Fredag er således fjerde dag i træk, hvor der stort set ikke er solskin over Danmark.

På nær lørdag, der faktisk ser ud til at byde på lidt eller nogen sol, er der udsigt til, at det grå efterårsvejr fortsætter resten af måneden.

Her kan der komme en del sol lørdag

Sol har der ikke været meget af på det seneste. På landsplan er det blot blevet til et par timers sol i indeværende uge. Derfor er det en sjælden gæst, der kommer på besøg lørdag.

Særligt over de vestlige landsdele er der udsigt til en ganske pæn lørdag med mulighed for nogen eller en del sol. Længere mod øst vil der dagen igennem være flere skyer på himlen, men også her bliver der mulighed for lidt kig til solen.

Der kan komme enkelte regnbyger i løbet af dagen i de nordlige og østlige egne, men overordnet set bliver lørdag en dag med solskin mange steder.

For årstiden bliver det en mild dag, hvor temperaturen flere steder kan ramme 10 graders varme. Lunest bliver det i Jylland, mens temperaturen mod øst forventes at toppe med 6 til 8 grader.

Gråvejr resten af måneden

Ovenpå en dag med solskin til de fleste vender gråvejret tilbage. Det sker allerede natten til søndag, hvor der er udsigt til udbredt tåge i hele landet.

Herefter venter en søndag med gråt og diset efterårsvejr. Sidst på eftermiddagen og ud på aftenen vil en front gå i land med et udbredt regnvejr.

Temperaturen ligger mellem 5 og 8 grader, mens vinden er tiltagende. Dermed er det en grå og kølig afslutning på weekenden.

Netop det grå novembervejr ser ud til at fortsætte resten af måneden. Langt de fleste steder bliver lørdag således den sidste dag med solskin i denne måned.

Samtidig bliver det gradvist køligere, og omkring månedsskiftet forventes dagstemperaturen at toppe med 4 til 5 grader.