Her kommer der regnbyger på en grå efterårsdag
Længst mod sydvest kan man være heldig at se lidt til solen.
Det er ikke meget, solen får lov til at skinne i disse dage. Både tirsdag og onsdag kom der stort set ikke ét eneste solstrejf noget sted i Danmark.
Og solstrejf kommer der heller ikke mange af torsdag, hvor endnu en vaskeægte gråvejrsdag venter.
En gråvejrsdag, der det meste af tiden byder på tørvejr, men som i perioder kan give lidt regn.
Her fra morgenstunden ligger en front ned langs med Danmark og giver for en kort stund regn i Nordjylland, på Djursland og i Vestsjælland.
Resten af dagen er det særligt i den vestligste del af landet, der kan komme regnbyger.
Stort set tørt
Efter en morgen med regn i en kort overgang venter der en formiddag med stort set tørvejr.
Kun i det nordligste og vestligste Jylland kan der være lidt regn. I Nordjylland er det resterne af morgenens front, mens det i Vestjylland er regnbyger, der efterhånden går i land.
I resten af landet er det tørt og gråt.
På TV 2 VEJRs radar kan du dagen igennem se, om der er regn i nærheden af dig.
Med lidt held dukker solen frem
I eftermiddag holder det fortsat tørt og gråt i det meste af landet. Men i Vestjylland og Thy er der udsigt til spredte regnbyger det meste af eftermiddagen.
Mens landet som helhed kan se frem til en overskyet dag, så kan man længst mod sydvest være heldig at få lidt solskin lige inden solnedgang, som finder sted omkring klokken 16.
Temperaturmæssigt kommer vi op mellem 6 og 8 grader, når det bliver varmest. Med en jævn til frisk vind fra sydlig retning vil det for mange føles som en kølig efterårsdag.
I aften kan enkelte smådryp forekomme, men ellers forventes det at holde tørt i hele landet.
Med de mange skyer på himlen forbliver temperaturen på de 6 til 8 grader gennem hele aftenen og natten.