Vintervejret har givet årets hidtil koldeste dag
Søndag endte middeltemperaturen under frysepunktet.
På blot en uge er vejret gået fra rekordvarmt til bidende koldt.
Vinteren har nemlig i den grad meldt sin ankomst de seneste dage med både sne og frost. Nogle steder er der faldet op imod 20 centimeter sne.
Derudover har det været decideret iskoldt med dagstemperaturer omkring frysepunktet. Og særligt søndag blev en af de helt kolde dage.
For søndagen som helhed endte middeltemperaturen under frysepunktet, og det er næsten et år siden, at vi har haft så koldt et døgn.
Koldeste dag i år
På landsplan endte søndagens middeltemperatur på frysende minus 0,3 grader.
Faktisk skal vi næsten et år tilbage for at finde et koldere døgn end søndag. Det skete 27. december i forbindelse med nogle kolde og klare juledage. Dermed blev søndag den hidtil koldeste dag i 2022.
Enkelte steder var tæt på et regulært isdøgn. Men i hele landet nåede temperaturen i løbet af dagen op over frysepunktet. Varmeste sted blev Gedser med 4,3 grader.
Ud på aftenen sørgede koldt og klart vejr for vinterhalvårets hidtil koldeste nat, da temperaturen ved Roskilde faldt til iskolde 6,2 graders frost.
Kulde og sne har skabt udfordringer
Udover årets hidtil koldeste dag har vintervejret givet snebyger over en stor del af Danmark.
Generelt er der i løbet af weekenden faldet sne i over halvdelen af landet. Og særligt Djursland, Møn og Bornholm har fået en del. Her ligger der mandag morgen fortsat over ti centimeter sne.
Kombinationen af sne og kulde har givet udfordringer i morgentrafikken i form af sne- og isglatte veje. Mandag morgen har der været meldinger om flere trafikuheld.
Der er fortsat risiko for glatte veje resten af dagen.