Vejr

Moderat vejrskifte på vej

Vi begynder at kunne se enden på det rekordvarme vejr for årstiden.

Det rekordvarme vejr, der har præget den seneste tid, er på retræte, og søndagen bliver lidt køligere end de foregående dage.

Den bliver dog stadig relativt lun for årstiden.

Dagen er også begyndte i den varme ende. Det nordøstlige Danmark har haft tocifrede varmegrader hele natten.

I resten af landet har temperaturerne været noget lavere. Koldest i nat var Horsens, der har været nede på 3,9 grader.

Behagelig vind

I løbet af dagen vil temperaturerne komme op på 10-11 grader over hele landet, men vinden vil være rolig, så det vil føles ganske behageligt at være ude.

Der kan være mulighed for enkelte solstrejf, men det er ikke noget, du skal satse på.

Mest tørt

Dagen bliver overvejende grå, og skyerne vil være absolut dominerende på himlen.

Der kan komme en enkelt byge eller to ind over kysterne i løbet af dagen, men overvejende bliver søndag en tørvejrsdag.

I aften og nat fortsætter det med relativt varmt vejr for årstiden. Nogle steder kan igen gå natten igennem med tocifrede varmegrader.

Næste uge bevæger vi os hen mod et mere normalt novembervejr.

Mandag og tirsdag bliver fortsat milde, men dog en smule koldere, og der begynder at dukke mere nedbør op i prognoserne.

Onsdag begynder fronterne igen at komme ind over os, og så kan vi dernæst se frem til væsentligt koldere, vådere og mere blæsende vejr.