Vejr

Frygter ekstremt farlige situationer i Norge - skoler lukket

Kraftig regn kan skabe ekstremt farlige situationer, hvis man ikke følger myndighedernes advarsel.

De norske myndigheder har udsendt varsel om oversvømmelser i Vestland i Norge.

Ifølge Norges meteorologiske institut er der indtil videre faldet mere end 100 millimeter mange steder, og regnen vil fortsætte indtil fredag aften.

Myndighederne er i fuldt beredskab og har valgt at lukke de lokale skoler i de hårdest ramte områder

Der er også fare for at blandt andet en bro vil kunne blive revet med af vandmasserne.

Billeder på Bergens Tidende viser, hvordan vandet står helt op under broen, og den vil kunne blive oversvømmet helt, efterhånden som regnen fortsætter.

Ekstrem fare

Varslet er i skrivende stund orange for ’stor fare’, men det forventes at stige til rød for ’ekstrem fare’ i løbet af eftermiddagen.

Borgerne opfordres til at holde sig langt fra elve og vandløb med stor gennemstrømning, samt at sikre genstande fra kældre i udsatte områder.

Beredskabet er klar til at rykke ud, hvis der skulle ske skader på bygninger eller infrastruktur.

Regnen kommer i forbindelse med et nedbørsfelt, der går hele vejen fra Azorerne til Norge.

Feltet giver mildt, men også ekstremt vådt vejr til den norske vestkyst.

50-årshændelse

Der er ifølge norske medier tale om et nedbør af et omfang, der kun ses en gang for hvert 50. år i Vestland.

I løbet af fredag aften vil nedbøren gradvist aftage og gå over i spredte byer.

Efterhånden som regnen aftager, falder temperaturen, og flere steder vil der i stedet falde en smule sne.