Varmerekorder i flere europæiske lande
Oktober 2022 bliver formentlig en af de varmeste, der nogensinde er blevet registreret i Europa.
Med en middeltemperatur på 11,7 grader blev oktober 2022 den fjerde varmeste af sin slags i Danmark, siden de landsdækkende temperaturmålinger begyndte i 1873.
Særligt i slutningen af måneden var det usædvanligt varmt, hvor temperaturen nåede højder, der aldrig er set så sent på året.
Men det er ikke kun herhjemme, at oktober har være usædvanligt varm.
Flere lande syd for Danmark har oplevet helt ekstrem oktobervarme, der har været med til at sætte nye standarder for, hvor varmt årets anden efterårsmåned kan være.
Rekordvarme i flere lande
Det er ikke alle lande, hvor middeltemperaturen for oktober er blevet opgjort. Alligevel står det allerede nu klart, at flere europæiske lande har haft det rekordvarmt i den forgangne måned.
En af de mest ekstreme temperaturafvigelser finder man i Schweiz. I det bjergrige land blev den tidligere varmerekord for oktober smadret med omkring én grad, hvilket er meget, når der er tale om middeltemperaturen for en måned.
Gennemsnittet for oktober i Schweiz blev 10,4 grader – hele 3,7 grader over klimanormalen 1991-2020. Faktisk oplevede man i alpelandet en oktobervarme, der svarer til varmen i en normal september.
Også i nabolandet Østrig blev den tidligere varmerekord for oktober slået, da middeltemperaturen endte med at være 3,3 grader over det normale.
Særligt i bjergene har varmen været meget ekstrem. På Mount Sonnblick, der har en højde på 3100 meter, endte middeltemperaturen for første gang nogensinde på over nul grader for oktober.
Vores naboland Tyskland har også oplevet en rekordvarm oktober.
Her endte middeltemperaturen på 12,5 grader, hvilket er 3,1 grader over det normale niveau. Det er dog en delt rekord, da oktober 2001 også havde en middeltemperatur på 12,5 grader.
Særligt den sidste uge af måneden blev ekstremt varm i det tyske, hvor flere varmerekorder for måneden som helhed blev slået.
Efter artiklen er blevet udgivet kan både Belgien og Frankrig ligeledes melde om varmerekorder for oktober. Her er Belgiens varmerekord ligesom Tyskland på en delt førsteplads med oktober 2001.
Kan blive den varmeste oktober i Europa nogensinde
De mange varmerekorder er et tegn på, at oktober ender som en af de varmeste af sin slags i Europa.
Den endelige opgørelse står det europæiske klimacenter Copernicus for i starten af november, men én ting er sikkert: Måneden bliver blandt de varmeste oktober måneder nogensinde i europæisk vejrhistorie.
I nedenstående kort er vist temperaturafvigelsen for de første 28 dage af oktober. Som man kan se, er der højrøde farver fra Spanien i syd til det nordlige Skandinavien.
Dermed er det ikke utænkeligt, at vi om få dage måske kan stå med en ny varmerekord for oktober, når tallene er gjort op.
Klimaforandringerne spiller en afgørende rolle
En af årsagerne til den varmere oktober i Europa er, at der har været et fastlåst vejrsystem gennem det meste af måneden. Det har generelt givet varmt og højtrykspræget vejr på hele kontinentet.
Samtidig er klimaforandringerne med til at løfte overlæggeren for, hvor varmt det kan blive, hvilket altså har resultereret i varmerekorder i flere lande.
Flere teorier peger på, at de fastlåste vejrsystemer er noget, der vil ske oftere i et fremtidigt varmere klima. I et varmere klima vil vi dermed oftere opleve lange perioder med varmt vejr.