Rekordvarme for årstiden - det har ikke før været så varmt så sent på året
Der er aldrig før målt så høje temperaturer så sent på efteråret i Danmark.
Helt usædvanlig varm luft strømmer fredag op til Danmark fra syd og sydvest, og det har sendt temperaturerne på himmelflugt.
Temperaturen er steget så meget, at det ikke før er set så varmt i Danmark på denne årstid, hvilket vil sige fra den 28. oktober og frem.
Varmest blev det i Sjælsmark i Nordsjælland, hvor temperaturen steg til 19,5 grader. Siden 1873 er der foretaget landsdækkende temperaturmålinger i Danmark, så det er næsten 150 års vejrhistorie, der bliver skrevet fredag. Den tidligere rekord for varmeste dag så sent på året var indtil i dag 19,1 grader.
Dagens maksimumtemperaturer svarer nogenlunde til den normale dagtemperatur i første halvdel af juni - og ved seks vejrstationer er er målt temperaturer over 19 grader.
København har haft den varmeste dag så sent på året i mere end 254 år
Intet andet sted i Danmark har der været temperaturmålinger længere end i København. Her begyndte de første systematiske temperaturmålinger i 1768, og indtil fredag var den højeste temperatur målt i hovedstaden så sent på året 17,2 grader.
Den temperatur blev målt for blot to år siden, da vi oplevede den næstvarmeste novemberdag i dansk vejrhistorie.
Fredag er den rekord på det nærmeste blevet pulveriseret, da der er målt 18,9 grader på Frederiksberg.
Det er derudover også blot anden gang, at der overhovedet måles over 17 grader i hovedstaden så sent på året.
Ved flere andre lokaliteter, hvor der er målt daglige temperaturmålinger i mange år, er der også sat nye grænser for, hvor varmt det kan blive så sent på efteråret i Danmark.
Den kommende nat kan også byde på helt usædvanligt høje temperaturer for årstiden – og måske sætte rekorder.
Hermed slutter varmen ikke. På søndag kan vi igen se termometrene vise op til 18-19 grader, og der kan på ny opleves rekordvarme.