Vejr

Blæsende, men pæn torsdag i vente

Det bliver mildt, solen kommer frem mange steder, og så vil der kun komme enkelte byger.

Der venter en torsdag, hvor mange vil opleve solskin og lange perioder med få skyer på himlen.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores onlinevejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Et stort lavtryksområde over Nordskandinavien dikterer vejrsituationen over store dele af Europa, og Danmark ligger i en mild vestlig strømning, hvor temperaturerne fra morgenstunden er høje for årstiden.

Mange steder har nattemperaturerne ikke været under 12 grader, og man mærker, at det føles mildt, når man skal ud ad døren torsdag morgen.

Til gengæld mærker man også, at det blæser.

Blæsende - men også solskin

Ved kysterne blæser det med op til kuling fra vest, mens vindstødene er endnu kraftigere. Mest blæsende har det været i Hirtshals i Nordjylland, hvor der er registreret vindstød af storm med 25,8 meter per sekund. Storm begynder ved 24,5 meter per sekund. Derudover har middelvinden ved flere kyststationer nået hård kuling med over 18 meter per sekund.

Mange andre steder har der også været vindstød af kulingstyrke, så den kraftige blæst lægger en dæmper på det ellers ganske fine torsdags-vejr.

Solen vil skinne flere steder, og selvom der også vil komme enkelte byger hist og her - navnlig i Nordjylland - vil perioderne med solskin og tørvejr være ret lange. Solen kommer især frem i den syd- og østlige del af landet, hvor det stort set vil holde tørt.

Kombineret med temperaturer, der når op på 17 grader, når det bliver varmest, vil det føles mildt udenfor, hvis man finder en lækrog for den kraftige blæst.