Vejr

Tropisk orkan rammer stor turistby

Kategori 2-orkanen Orlene har sent mandag landgang lige syd for den mexikanske turistby Mazatlán.

Det er ikke sjældent, at vi hører om de dræbende tropiske orkaner i Caribien og det sydlige USA, men lige nu er det på vestsiden af Mexico, at en særlig voldsom én af slagsen hærger.

Det er orkanen Orlene, som sent mandag aften dansk tid vil gå i land lige syd for kystbyen Mazatlán med 350 tusinde indbyggere.

Stormflod på mellem to og tre meter

Orlene er mandag middag en kategori-2-orkan, men vil svækkes en smule på vej i land.

Kort før landgang har orkanen vindstød på op til 200 kilometer i timen. Det er vinden, som definerer, hvilken kategori en orkan er, men ofte er det vandet, som er det farligste, en orkan bringer.

Det gælder også for Orlene. Stormfloden nær øjet på en orkan som Orlene er ofte to til tre meter. Herudover vil der især syd for øjet også være voldsomme bølger i forbindelse med stormfloden.

Voldsom regn og mudderskred

Der forventes at falde mellem 150 og 250 millimeter regn. Til sammenligning falder der årligt cirka 750 millimeter regn i Danmark.

På øerne Islas Marias, som Orlene netop er ved at forlade (se grafik øverst i artiklen), kan der ifølge National Hurricane Center nå at falde op til 350 millimeter regn. De store regnmængder kan føre til mudderskred, som i nogle tilfælde er det mest dræbende ved orkaner.

Orlene ventes at miste sin status som orkan tirsdag og herefter langsomt dø ud. Orkanen Ian, som havde over 90 menneskeliv på samvittigheden, gik helt i opløsning søndag.