Vejr

Tropisk uvejr skaber fortsat livsfarlige forhold

Efter den kraftige orkans hærgen følger enorme mængder regn.

Selvom det tropiske uvejr Ian er aftaget kraftigt i styrke, er det fortsat en alvorlig trussel mod indbyggerne i de ramte områder i det sydøstlig USA. Det oplyser den amerikanske orkanovervågningscenter NHC.

Nu er det bare enorme mængder regn, der kan skabe livsfarlige situationer.

Det tropiske uvejr har tre faser, og det er den sidste, der skaber problemer i det kommende døgns tid.

For det første har Ian presset havvand op på land i en voldsom flodbølge, der har fået biler til at drive rundt og endda skyllet hele huse væk. Nogle steder har vandet endnu ikke trukket sig tilbage.

Dernæst er der selve vinden, der har væltet elmaster og ødelagt tage og bygninger.

Og til sidst kommer regnen.

De værst ramte områder kan få op mod 600 millimeter nedbør, inden uvejret er omme, hvilket skal ses i forhold til, at der i runde tal falder godt 750 millimeter i Danmark om året.

NHC råder indbyggerne visse steder inde i landet til at søge op i højere områder for at undgå at blive fanget i vandmasserne.

Når regnen først begynder at samle sig i en oversvømmelse, kan det være for sent.

Typisk kan der for eksempel opstå farlige situationer, når folk forsøger at køre væk i deres biler.

Ian er en af de kraftigste orkaner, der nogensinde har ramt USA.

Orkanen var tæt på at være den højeste klasse – kategori 5 – da den gik i land og dermed af en styrke, der koster utallige menneskeliv, når den rammer samfund, der er mindre organiserede end USA.

Indtil videre er der dog kun ét bekræftet dødsfald i Florida.

Det drejer sig om en 72-årig mand, der angiveligt er gledet ned ad en mudret skråning og druknet i en kanal.

Dødstallet frygtes dog at stige.

Florida står stadig midt i uvejret, og der er langt fra overblik over situationen endnu.

Ian, der nu er et kraftigt tropisk lavtryk, forventes at bevæge sig ud over havet, for at gå i land igen i South Carolina, der ligesom Florida må forberede sig på livstruende vandmængder.