Vejr

Vildt godt for klimaet

Hvis du vil servere klimavenligt kød, er det en idè at kigge på noget af sæsonens vildt.

Efteråret har sænket sig over Danmark, og for de danske jægere er 1. oktober en særlig mærkedag.

1. oktober er der, hvor jagten for alvor sætter ind, og jægerne kan sende en masse kød direkte fra naturen og ned i fryseren.

Og det er faktisk godt nyt for klimaet. Vildtkød koster nemlig markant mindre på klimakontoen end traditionelt produceret landbrugskød.

Produktionen af et kilo vildtkød koster ifølge en rapport fra det svenske landbrugsuniversitet kun et halvt kilo CO2.

Det skal ses i forhold til, at det i gennemsnit koster 26 kilo CO2 at producere 1 kilo oksekød – altså 52 gange så meget.

Klimakød

Rapporten kigger på protein- og kulhydratkilder, og vildtkød er den klimavenligste af proteinkilderne i rapporten.

Selv kødsubstitutter lavet på for eksempel soya og bønner er mindre klimavenlige end vildtkød.

Substitutterne koster lige så meget som kylling, der koster seks gange så meget CO2 som vildt.

Slår grønt

Vildtkødet overgår ifølge rapporten endda flere grøntsager i klimavenlighed.

Hvis du serverer din hjort med salat til, er det dermed salaten, der er klimasynderen i det måltid. Salat koster nemlig et kilo CO₂ per kilo salat.

Hvis grøntsagerne er fløjet ind, koster de 11 kilo CO2 for hvert kilo, hvilket er næsten det samme som svinekød.

Vildt er begrænset

De meget lave CO2-omkostninger ved vildt kan være gode at være bevidste om, hvis man gerne vil lave en klimavenlig middag, men det kommer ifølge professor i klimaforandringer og landbrug Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet ikke til at løse problemerne i forhold til den globale opvarmning.

- Nej, der kan slet ikke leveres nok vildt, men ellers er det meget fornuftigt at udnytte vildtkødet. Problemet er, at der ikke bliver mere vildt af, at vi spiser det, siger han.

Muligt at spise lidt mere vildt, men...

Jørgen E. Olesen mener dog, at vi kan spise en smule mere vildt, men det vil ikke være nok til at rykke på det store regnestykke.

- Der er noget af vildtet, der kan skydes lidt mere af, men det kommer ikke til at løse alle verdens klimaudfordringer. Mængden af husdyr er mange gange større end af vildt, siger han.

Forklaringen på vildtkødets meget lave CO2-omkostninger ligger i, at vildtet spiser relativt klimaneutralt af lav, lyng, bark og græs ude i naturen, mens produktionen af foder til husdyr kræver store ressourcer.

Vildtet skal leve vildt

Hvis der er tale om indhegnet eller fodret vildt, forrykker det regnestykket, så CO2-omkostningerne øges ved vildtkødet.

Vildtkød udgør kun nogle få procent af det samlede kødforbrug i Sverige, og rapporten understreger, ligesom Jørgen E. Olesen, at det ikke vil være praktisk muligt at substituere det nuværende forbrug med vildt skudt ude i naturen.