Vejr

Endnu en dag med regn over Danmark - her falder der mest

Det vil regne en stor del af tirsdagen.

Efter en mandag med udpræget efterårsvejr, følger en tirsdag, hvor regnen fortsat vil sile ned mange steder i Danmark.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores onlinevejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Det er det samme lavtryk, der skaber miseren - og tirsdag ligger lavtrykket nærmest lige over landet.

Fra morgenstunden regner det mange steder, og dagen igennem vil det regne i perioder i det meste af landet. Tyngden af regnvejret ser ud til at være over den øst- og nordlige del af landet, hvor det vil regne mange timer det næste døgn.

Lidt større chance for perioder med opholdsvejr er der i den syd- og vestlige del af landet, hvor tørvejrsperioderne i dagens løb kan blive lidt længere.

Mindre vind end mandag

Der er dog også positive ting at sige om tirsdagsvejret. Det blæser mest de steder, hvor trykforskellene er store. Derfor blæser det mindre midt i lavtrykket, hvor trykket er lavest, og da lavtrykket befinder sig over Danmark, vil der være markant mindre vind end mandag.

Til gengæld er temperaturerne fortsat lave for årstiden, og mange steder når temperaturen ikke over 13 grader, når det er varmest midt på dagen.

Regnen fortsætter i nat og onsdag

Lavtrykket vil fortsat befinde sig over Danmark det næste døgn, derfor vil regnen fortsat sile ned natten til onsdag og store dele af onsdagen.

Frem til onsdag morgen kan der falde yderligere 20 til 30 millimeter de steder, hvor der kommer mest.

Siden natten til mandag, hvor regnen begyndte i Jylland, er der faldet mest i Silstrup i Thy, hvor der er løbet 55,6 millimeter regn gennem nedbørmåleren.