Vejr

Grønland ramt af orkan efter særligt vejrfænomen

Der er blevet registreret vindstød på over 50 meter i sekundet.

Sent lørdag aften dansk tid blev den sydøstlige del af Grønland ramt af et særdeles kraftigt blæsevejr.

Langs hele den sydøstgrønlandske kyst blev blæsevejret i løbet af natten til søndag blot kraftigere og kraftigere. Tidligt søndag morgen havde det udviklet sig til en regulær orkan med voldsomme vindstød.

Ved den lille østgrønlandske by Tasiilaq kunne vindmåleren lidt over midnat lokal tid registrere en middelvind på 34 meter i sekundet. Endnu kraftigere var vindstødene, hvor det højeste blev målt til at være hele 53 meter i sekundet.

Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Til sammenligning er rekorden for kraftigste vindstød i Danmark 53,5 meter i sekundet. Så der har virkelig været smæk på nattens kraftige blæsevejr.

Årsagen til at Grønland netop er blevet ramt af orkan, er et helt særligt vejrfænomen, der i Grønland bliver betegnet som en piteraq.

Det, der overfalder en

Piteraq er en kraftig faldvind fra indlandsisen, der det seneste døgns tid er blevet dannet i forbindelse med et lavtryk nord for Island og et højtryk over indlandsisen.

De store trykforskelle mellem lavtrykket og højtrykket har sat den iskolde og tunge luft over den tre kilometer høje indlandsis i bevægelse.

Nærmest som en lavine er den kraftige faldvind væltet ned fra isen og ud over den grønlandske sydøstkyst, hvor den gennem lavninger og dale kanaliseres ud og derved opnår en enorm styrke.

Det var altså tilfældet ved blandt andet Tasiilaq, der netop ligger i forbindelse med et dalområde sydvest for et bjergmassiv, hvor vinden har mulighed for at nå maksimal styrke igennem dalen.

Piteraq er et grønlandsk udtryk og betyder noget i retning af "det, der overfalder en", hvilket hentyder til den voldsomme vind, som nærmest overfalder kyststrækningen og de mennesker, der måtte befinde sig her.

Orkanen i Sydøstgrønland har toppet, og vinden vil resten af søndagen være aftagende.

Kraftigst om vinteren

Piteraqen er normalt kraftigst om vinteren, hvor luften er koldest og dermed tungest. Men den kan også være ganske markant på andre tidspunkter af året, hvilket altså var tilfældet natten til søndag.

Selvom weekendens piteraq blev ganske kraftig, så kan den ikke måle sig med den, som opstod 6. februar 1970.

Dengang blæste den Tasiilaq, der dengang hed Ammassalik, næsten i havet, da middelvinden nåede ekstreme 70 meter i sekundet, mens vindstødene antageligt toppede med omkring 90 meter i sekundet. Vindmålerne gik dog i stykker, og derfor kendes de præcise vindhastigheder ikke.