Vejr

Efter weekenden slår vejret helt om

Et lavtryk dikterer vejret i weekenden med spredte regnbyger, men også med mulighed for lidt solskin.

En weekend står for døren, hvor vejret over Danmark ser ud til at fortsætte i det fredelige spor.

Der er således udsigt til relativt rolige vindforhold og generelt lune eftermiddagstemperaturer.

I perioder er der mulighed for lidt eller nogen sol. Dog vil et lavtryk sørge for en del skyer hen over landet med risiko for lokale regnbyger.

Efter weekenden er der tegn på regulært efterårsvejr, når det efterhånden bliver mere regnfuldt og blæsende.

Her kommer der mest sol lørdag

Lørdag forventes lavtrykket at placere sig over den centrale del af landet.

Det vil give overvejende skyet vejr over det meste af Danmark. Bedst chance for sol finder man i Midt- og Vestjylland, hvor der er mulighed for nogen eller stedvis en del sol.

I forbindelse med de mange skyer er der udsigt til spredte regnbyger. Hvor de helt nøjagtig rammer er svært at spå om, men der er risiko for at blive ramt af en regnbyge i de fleste landsdele.

TV 2 VEJRETs radar kan man følge med i, hvor regnbygerne befinder sig.

Temperaturen topper i eftermiddagstimerne på mellem 15 og 17 graders varme. Da vinden er svag fra skiftende retninger, er det en forholdsvis lun eftermiddag, der venter lørdag.

Flere skyer søndag

Lavtrykket ligger fortsat over dansk område søndag. Og det bliver ledsaget af en del skyer over hele landet.

Dermed er der udsigt til, at weekenden slutter af med fortrinsvis overskyet vejr med kun lidt plads til solen.

Igennem hele søndagen vil den stå på spredte regnbyger i hele landet.

Vinden er fortsat svag fra en vestlig retning, mens temperaturen stiger til mellem 14 og 16 grader. Kommer der en regnbyge forbi, vil man opleve, at temperaturen daler til mellem 11 og 13 grader.

Et kig ind i næste uge viser, at efterårsvejret for alvor melder sin ankomst til Danmark med faldende temperaturer, regnfulde dage og tiltagende vind.

Efterhånden bliver det altså noget ustadigt, hvor man stedvis kan få en del regn. Nogle prognoser viser, at der særligt i Jylland kan komme op mellem 30 og 50 millimeter regn den næste uges tid.