Vejr

Strømmen er stadig billig – her er forklaringen

Selvom det tilsyneladende ikke blæser ret meget, producerer vi vindmøllestrøm herhjemme.

Siden sent fredag aften har elpriserne været lave, og det fortsætter til søndag sidst på eftermiddagen. Allerbilligst er strømmen mellem klokken 13 og 16 søndag, hvor den rå pris blot er på 30 øre per kilowatt-time.

Selv søndag aften vil strømmen være relativt billig sammenlignet med de tidligere uger, og det er der en naturlig forklaring på.

Når strømmen er grøn, er den som udgangspunkt også billig. Det vil sige, at det optimale vejr for lave elpriser er blæsende solskinsvejr, så både vindmøller og solceller producerer strøm.

Man kan dog ved selvsyn konstatere, at det både er skyet og stille vejr mange steder søndag formiddag, så det harmonerer umiddelbart dårligt med lave elpriser.

Vinden blæser, hvor møllerne står

Vindmøllerne i Danmark er imidlertid koncentreret i nogle få havmølleparker, og til havs blæser det ofte mere end på land. Og så er møllerne tilmed så høje, at de også befinder sig oppe i luftlag, hvor det typisk blæser mere end nede i lavt niveau.

Det er en del af grundforklaringen på, at møllerne kan producere strøm, når det tilsyneladende ikke blæser ret meget over land.

Men det er primært møllernes placering på landkortet, der er afgørende denne weekend. For mens det ikke blæser ret mange steder i Danmark søndag, blæser det faktisk der, hvor mølleparkerne er. Ude i randen af Danmarkskortet for det meste.

Horns Rev ud for Blåvandshuk står i et område, hvor det blæser en hård vind til kuling søndag morgen, og ved Rødsand og Nysted-parkerne syd for Lolland blæser det også tilstrækkeligt til stort set fuld produktion.

Anholt Havmøllepark mellem Djursland og Anholt samt Kriegers Flak ud for Møn har sandsynligvis også en rimelig produktion.

Dermed har vi en elproduktion fra vindmøller herhjemme på cirka 2700 MW i skrivende stund.

Det blæser imidlertid også i den tyske del af Nordsøen, og da Tyskland har høj vindmøllekapacitet netop der, bliver der sandsynligvis produceret så meget strøm, at de ikke selv kan forbruge det – og billig tysk grøn strøm flyder dermed over grænsen til Danmark. Det, vi ikke selv kan bruge, flyder videre til Norge og Sverige.

Resultatet er altså, at vi på en dag, hvor det faktisk er ret vindstille hjemme hos mange danskere, kan nyde godt af billig vindmøllestrøm i stikkontakten. Og så kommer solen desuden til at bidrage til lave elpriser ud på eftermiddagen, for det klarer gradvist op nordfra, og der er også plads til lidt sol mellem bygerne.