Vejr

Efterårsvejret sender strømpriserne helt i bund

Du kan tænde din vaskemaskine for 0,4 kroner per kilowatt-time fredag eftermiddag.

Elpriserne har den seneste tid været på himmelflugt.

Det har fået mange danskere til at frygte for den kommende vinter, hvor energiforsyningen i den grad sættes på prøve.

Men af og til kan vejret være med til at sætte en dæmper på de høje elpriser. Særligt for dem med variable strømpriser er der mange penge at spare fredag eftermiddag, da efterårsvejret over Danmark er med til at sende strømpriserne helt i bund.

Faktisk er der udsigt til, at vi fredag eftermiddag får de laveste strømpriser i næsten tre uger.

Så billig bliver strømmen

Det er særligt i perioden fredag klokken 12 til 17, at man kan overveje at sætte en vask over eller oplade sin elbil.

Her når elpriserne nemlig ned under 1 krone per kilowatt-time. Billigst bliver strømmen i perioden klokken 14 til 15, hvor den når ned på 0,38 kroner per kilowatt-time, hvilket ikke er set billigere siden 26. juli.

Prisens udvikling i løbet af fredagen kan ses i grafen herunder, hvor man kan se, at efter en meget billig eftermiddag, stiger priserne igen i aften. Årsagen til det er, at mange skal lave aftensmad eller fredagshygge foran fjernsynet.

De anviste priser er inklusiv moms, men uden afgifter, hvilket bliver pålagt i alle døgnets timer.

Vejr og gaspriser spiller en afgørende rolle

De lave elpriser kan vi især takke efterårsvejrets ankomst for. Siden mandag har vejret over Danmark generelt været ret blæsende, og det har for alvor sat gang i vindmøllerne landet over.

Fredag morgen kommer omkring tre fjerdedele af strømmen fra vedvarende energikilder såsom vindmøller eller solceller.

Men det er ikke bare vejrforholdene, der er blevet mere gunstige. Faktisk er gaspriserne den seneste periode faldet med 37 procent i forhold til det rekordhøje niveau tilbage i august.

Så det er altså kombinationen af vejr og gaspriser, der fredag eftermiddag er med til at sende strømpriserne ned på et meget lavt niveau.

Husk, at du altid kan se de aktuelle strømpriser her.