Snart er det slut med smuk sensommer
Om få dage skal du være forberedt på efterårets komme.
Kalenderefteråret er begyndt med usædvanlig flot sensommervejr med høj blå himmel og behagelige temperaturer at være ude i.
Men alt har en ende og således også flot sensommervejr. Dermed kan tirsdag blive den sidste sensommerdag i denne omgang.
Det flotte vejr har været sikret af et højtryk tæt på Danmark, hvilket har holdt skyer, blæst og regn væk fra landet.
Et lavtryk vil imidlertid komme ind mod den danske vestkyst og dermed gøre vejret vådt, gråt og blæsende.
Lokalt kan der komme meget nedbør
Skiftet til efterårsvej kommer ind over os fra sydvest i løbet af onsdag, hvor en front går ind over landet med regn og muligvis også torden.
Torsdag og fredag kommer endnu et frontsystem, der nærmest vil ligge stille på tværs af Danmark og lokalt give meget nedbør.
Kun det nordøstligste Danmark – Nordjylland og dele af Nordsjælland – ser ud til at gå fri.
Jorden kalder på vand
For naturen vil det gøre godt med noget vand, da den lange og meget tørre periode har efterladt jorden knastør.
Tørkeindekset er mandag helt oppe på 9,3 på en skala fra 0 til 10.
Indekset er et udtryk for, hvor meget vand der er til rådighed i jorden.
Fra weekenden kan der igen komme højtryksvejr med blå himmel, sol og tørvejr.
Til gengæld vil det også være noget køligere i forhold til det, vi er blevet vant til.