Arktis opvarmes meget hurtigere end først antaget

Temperaturen i Arktis stiger fire gange hurtigere end i resten af verdenen, viser nyt studie.

Det har været velkendt, at temperaturen i Arktis generelt stiger hurtigere end i resten af verden.

Hidtidige antagelser har vist, at den arktiske temperatur er steget to til tre gange hurtigere end den globale temperatur.

Men nu har et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Communications Earth and Environment, fundet ud af, at temperaturen i de arktiske egne over de seneste fire årtier er steget helt op til fire gange hurtigere end det globale gennemsnit.

Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer og leder af SDU Climate Cluster, kender studiet. Og resultaterne kommer ikke bag på ham.

- Det er ikke overraskende, at det går hurtigere end tidligere antaget. Vi ved, at temperaturen stiger hurtigere i Arktis end i andre regioner, så at det stiger fire gange hurtigere i stedet for tre gange, kommer ikke bag på mig, fortæller han til TV 2.

Studiet er udført af forskere fra det finske meteorologiske institut i Helsinki, og af deres resultater fremgår det endda, at temperaturerne i regionerne nord for Norge og Rusland nogle steder stiger hele syv gange hurtigere.

De stigende temperaturer i Arktis er et klart klimasignal og er blandt andet drivkraften bag, at indlandsisen i Grønland smelter, hvilket får havoverfladen til at stige på globalt plan.

En selvforstærkende effekt

Årsagen til, at temperaturen i Arktis stiger så meget hurtigere i forhold til den globale temperaturstigning, er den arktiske forstærkning.

- Over de sidste fire årtier har Arktis mistet cirka 40 procent af sin sommerhavisudbredelse, hvilket er cirka 1 procent om året, forklarer Sebastian Mernild.

At isen i Arktis smelter, virker som en selvforstærkende effekt.

Når isen på Arktis smelter som følge af den globale opvarmning, så modtager havet mere energi fra solen, end der reflekteres. Dermed bliver havet varmet yderligere op, hvilket får isen til at smelte endnu hurtigere.

Netop denne proces får temperaturerne på Arktis til at accelerere. Og det er dårligt nyt.

- Det er bekymrende, at det går så hurtigt, som det gør i Arktis (i forhold til temperaturstigning, red.), siger Sebastian Mernild.

Endnu er der is på Arktis i september, men med de hastigt stigende temperaturer kan vi inden længe have et isfrit Arktis i slutningen af smeltesæsonen. Nogle klimamodeller peger på, at det kan ske allerede inden 2050.

Påvirker vejret

Afsmeltningen af Grønlands indlandsis er ikke den eneste konsekvens af den markante temperaturstigning.

Der sker således en ændring af temperaturforskellen mellem Nordpolen og Ækvator. Ifølge The New York Times vil det blandt andet medføre anderledes bevægelsesmønstre for storme og højere vindhastigheder i Nordamerika.

Men generelt vil de stigende temperaturer på Arktis påvirke vejret i en retning med mere ekstremt nedbør og flere hedebølger rundt om i verden.

Aktuelt har sommeren 2022 i Europa vist nogle af konsekvenserne ved flere hedebølger, der blandt andet har medført ekstrem tørke i flere europæiske lande.