Vejr

Tørkeindekset er ekstremt højt

Derfor kommer ugens regn i den grad på et tørt sted.

Den seneste uges tid har varmt, solrigt og tørt vejr haft et fast greb i Danmark.

For mange har det været sommervejr fra øverste hylde, mens mange landmænd har brugt perioden på at få høsten i hus.

Men det tørre vejr har også sat sit aftryk på den danske natur. I ti dage er der faldet ganske få millimeter regn – og over de seneste seks dage er der kommet lige nøjagtig nul millimeter regn.

Derfor er der efterhånden knastørt i stort set hele landet. Den manglende nedbør har nemlig fået tørkeindekset til at stige til et meget højt niveau.

Så højt er tørkeindekset

Et tørkeindeks beskriver, hvor meget vand planterne har til rådighed i deres jordvandsmagasin. Når indekset rammer 10, betyder det, at der nærmest ingen vand er til rådighed. Dermed tørrer jorden helt ud.

Nedenstående kort viser tørkeindekset for hele landet. Her kan det ses, at mange kommuner ligger helt oppe på 10 på indekset, og generelt er tørkeniveauet meget højt i hele landet.

På landsplan er det gennemsnitlige tørkeindeks på 9,7. Med så højt et indeks kræves der meget regn, før det når ned på et normalt niveau igen.

Høj brandfare

Tørkeindeks er én ting. Noget andet er brandfare.

brandfare.dk findes et indeks for brandfare, som tager højde for både tørkeindeks, vejr og vind samt vegetationsforhold. Dermed får man det mest retvisende billede af, hvor høj brandfaren reelt er.

Et kig på indekset viser, at der mandag eftermiddag er høj brandfare i stort set hele landet. Og især i den sydlige del af Danmark er brandfaren meget høj. Det betyder, at antændelse ved glød eller mindre flamme sker meget nemt.

Dermed skal man være særdeles påpasselig, hvis man for eksempel tænder op i grillen eller laver bål.

Og selvom der er udsigt til regn i ugens løb, vil brandfaren fortsat være meget høj i dele af landet de næste dage.

Vejrskifte giver tiltrængt regn

Luftmassen over Danmark er ved indgangen til denne uge blevet noget mere ustabil. Det giver mulighed for regnbyger, der lokalt kan være med torden.

Samtidig er der senere på ugen udsigt til et regulært vejrskifte fra hedebølge til mere normalt dansk sommervejr. I forbindelse med ugens vejrskifte og de kraftige tordenbyger er der potentiale for en del nedbør.

Prognoser tyder på, at der kan falde op mellem 20 og 40 millimeter regn til og med søndag. Regn, der helt sikkert er tiltrængt for mange haveejere.

Ved udgangen af ugen er der altså tegn på, at toppen af tørkeindekset er taget af. Men da meget af nedbøren falder lokalt, kan der fortsat være steder, der stadig er til den tørre side om en uges tid.