Vejr

Langvarig hedebølge på vej – solrigt og 30 grader

Allerede onsdag får vi en smuk, solrig sommerdag, og de følgende dage nærmer vi os 30 grader.

Vi har ganske vist slået varmerekord 20. juli, og også i sidste uge kom vi over 30 grader. Alligevel er den næste uges tid første gang i år, hvor der venter en lang periode med solidt sommervejr.

Det er et højtryk, som sørger for det langvarige sommervejr. Højtrykket betyder, at det bliver solrigt vejr med svage vindforhold, hvor temperaturen vil stige fra dag til dag.

Sikre prognoser om langvarigt sommervejr

Prognoserne er entydige. Der er stor enighed om, at vejret bliver varmt og solrigt. Nedenstående grafik viser 22 forskellige prognosers bud på temperaturen over Danmark i halvanden kilometers højde. Det viser, at luftmassen over Danmark vil være meget høj den næste uge.

Alle prognoser er meget varmere end det normale for årstiden helt frem til tirsdag 16. august. Herefter bliver prognoserne lidt koldere, men det er også her, at prognoserne bliver mere usikre, så måske fortsætter det lune sommervejr.

Selvom prognoserne er enige om den generelle vejrsituation, er der uenighed om, hvor varmt det bliver. Nogle prognoser har over 30 grader fra fredag, mens andre holder sig lige under.

Hedebølgen kan blive landsdækkende

Lokalt vil vi helt sikkert få hedebølge hen over weekenden, men det er usikkert, om den også bliver landsdækkende.

Den officielle danske definition på en landsdækkende hedebølge er, at gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer over tre sammenhængende dage skal overstige 28 grader og dække mindst halvdelen af landet.