Vejr

Kølig søndag med mange skyer og spredte byger

Temperaturen topper blot i underkanten af 20 grader.

Vejret over Danmark har søndag fortsat sin oprindelse i nordvest.

Det betyder køligt og generelt ustadigt sommervejr. Netop sådan bliver søndagsvejret, hvor der hele dagen vil hænge mange skyer hen over landet.

Op ad dagen kommer der endda et område med en del regnbyger, der især rammer den nordlige halvdel af Jylland.

En kølig sommerdag bliver det også, da termometrene får svært ved at ramme 20 grader.

Kig til solen er muligt

Selvom det hele kan lyde lidt gråt i gråt, er der trods alt sprækker i skydækket. Særligt over de sydlige og østlige landsdele er der ganske fine muligheder for at få lidt kig til solen i dagens løb.

Men ellers er det skyerne, der kommer til at dominere billedet.

Allerede fra morgenstunden er der enkelte regnbyger på spil, men langt de fleste vil opleve tørvejr søndag morgen og formiddag.

Mange eftermiddagsbyger

Omkring middag ankommer så området med de mange regnbyger til den nordlige halvdel af Jylland. De vil stå på hele eftermiddagen.

I resten af landet kan man også blive ramt af en enkelt regnbyge eller to, men ellers vil det holde mest tørt med fortsat gode chancer for lidt sol.

TV 2 VEJRETs radar kan du hele dagen følge med i, hvor regnbygerne befinder sig.

Temperaturen topper med mellem 16 og 19 grader. Da vinden samtidig er tiltagende op til en frisk vind fra vest, er det en noget kølig fornøjelse, der venter i dag.

I aften vil der fortsat være regnbyger i Nordjylland, men ellers vil solen efterhånden få bedre plads på himlen.