Køligt og omskifteligt sommervejr i weekenden
Solen forventes at få mest plads lørdag, men vinden kommer også til at spille en faktor.
Skolernes sommerferie slutter med klassisk dansk sommervejr.
Temperaturen bliver til den kølige side og svinger sig blot op på omkring 20 grader, når det bliver varmest. Sol bliver der plads til, men i perioder kan man risikere at blive ramt af en regnbyge.
I dele af landet begynder weekenden ret blæsende, hvilket nogle steder vil give en frisk fornemmelse at være ude i.
Pæn, men blæsende lørdag
Solen forventes at få mest plads på himlen lørdag. Faktisk er det en ganske solrig start, der venter lørdag morgen.
I dagens løb vil der dog blomstre de blomkålslignende kumulusskyer op på himlen. De vil det meste af tiden være harmløse, men helt lokalt kan der dukke en let regnbyge op.
Temperaturmæssigt bliver det en noget kølig dag, hvor temperaturen blot kommer op mellem 17 og 20 grader, men med lidt læ og sol vil mange opleve det som behageligt.
Vinden bliver dog en væsentlig faktor, da det vil blæse med en frisk til hård vind fra vest. I den nordlige del af Jylland og i Kattegat vil det imidlertid blæse med op til kulingstyrke.
Mindre sol og flere byger søndag
Weekenden slutter af med en del skyer. Et frontsystem ligger nemlig nordvest for Danmark, hvilket gør søndagen til en mere grå affære.
Dagen starter dog med lidt eller nogen sol. Især de østlige landsdele kan få en hæderlig start på søndagen.
I løbet af dagen trækker der et større område med skyer ind over landet, der er ledsaget med spredte regnbyger. Der kan være lidt solskin imellem bygerne, men ellers er det formentlig Bornholm, der kan se frem til mest søndagssol.
Temperaturen ligger i underkanten af 20 grader med 16 til 19 grader, når det bliver varmest. I forhold til lørdagsvejret er vinden aftaget noget.
Et kig ind i næste uge afslører relativt tørt og stabilt sommervejr med stigende temperaturer.