Vejr

Ekstrem tørke giver store problemer med vandforsyningen i Holland

Den hollandske regering opfordrer befolkningen til at lade være med at vaske bil og ikke fylde deres oppustelige bassiner.

Onsdag erklærede den hollandske regering officielt vandmangel. Det skriver nyhedsbureaet Reuters.

Årsagen er en omfattende tørke, der i den grad har fat i Holland – og prognoserne har de næste par uger ikke meget nedbør til det tørkeramte land.

Faktisk har der ifølge det hollandske ministerium for Infrastruktur og Vandforvaltning været en overhængende fare for vandmangel siden midten af juli. Men den er altså nu blevet opgraderet til en reel mangel på vand.

Dermed træder en række love i kraft, der skal hjælpe med at fordele ferskvand til de vigtigste områder. Førsteprioritet i modtagelsen af ferskvand er diger, tørvearealer og sårbare naturområder.

Hollænderne opfordres til at spare på vandet

Tørke kan hurtigt blive et akut problem i Holland, da en stor del af landet ligger under havoverfladen.

I øjeblikket er vandstanden i mange floder og havneområder usædvanligt lavt. For eksempel er sejlrenden i flere af de store hollandske floder blevet så smal, at skibstrafikken er hæmmet.

På Rhinen, ved grænsen mellem Holland og Tyskland, er trafikken til vands på halv kapacitet af det normale. Denne del af Rhinen er en vigtig rute for blandt andet transport af kul til tyske producenter af stål og el.

På floden Gelderse Ijssel i det centrale Holland har skibe fået forbud mod at overhale hinanden på grund af den lave vandstand.

Drikkevandsforsyningen er på nuværende tidspunkt ikke truet, men tørken har alligevel fået regeringen til at komme med en stærk opfordring til den hollandske befolkning.

- Alle hollændere skal tænke sig grundigt over, om de skal vaske deres bil eller fylde deres oppustelige pool helt op, lyder det fra Mark Harbers, der er minister i Ministeriet for Infrastruktur og Vandforvaltning.

Især i det sydlige Holland er grundvandet meget lavt visse steder, hvilket blandt andet fører til algeopblomstring og fiskedød. I de sydlige provinser Zeeland og Limburg er der udstedt forbud mod at bruge overfladevand til vanding – noget, der påvirker landmændene.

Blandt de tørreste år nogensinde

Mens hollænderne tørster efter regn, må de se langt efter de gyldne dråber i prognoserne.

I nedenstående kort er vist den forventede mængde nedbør over de næste ti dage. Og det er altså fortsat sparsomt med regn med kun få millimeter. Nogle steder vil formentlig ikke få noget regn overhovedet.

Dermed vil tørken den kommende tid blive forværret yderligere. Faktisk viser data fra det hollandske meteorologiske institut, at tørkeniveauet i 2022 er blandt de fem procent højeste nogensinde.

Danmark er også ramt af højt tørkeniveau

Det er ikke kun Holland, der er præget af ekstrem tørke. En stor del af Europa er generelt i vandmangel.

Men også herhjemme mangler der regn. Flere steder i Danmark er der i øjeblikket knastørt med et tårnhøjt tørkeindeks.

For hele landet ligger tørkeindekset på 8,5, hvilket giver forøget risiko for tørke. Der er dog store forskelle. Værst ser det ud for de østlige landsdele, hvor tørkeniveauet er helt oppe i det røde felt.

Tørkeindekset forventes at stige den kommende periode, da der de næste ti dages tid blot kommer få millimeter nedbør flere steder.