Vejr

Landet delt i to – men nogle får sommervejr

Der vil være store forskelle i vejret på tværs af Danmark tirsdag.

Tirsdag morgen er begyndt med relativt køligt vejr, hvor temperaturen flere steder har været under ti grader i nat.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores onlinevejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Temperaturerne stiger dog hurtigt her til formiddag, så hvis man skal på arbejde lidt op ad formiddagen, vil det ikke føles nær så koldt, når man skal afsted.

Mens skyer er ved at brede sig ind over Jylland fra vest, er det fortsat pænt vejr i den østlige del af landet – og dagen igennem vil der være store forskelle i vejrforholdene over Danmark.

I den vestlige del af landet vil det fra sidst på formiddagen kunne begynde at dryppe lidt, og ved middagstid begynder et mere regulært regnvejr at bevæge sig ind over Jylland fra Nordsøen.

Lokalt kan regnen blive lidt mere intens, men risikoen for skybrud er dog meget lille. Mens regnen siler ned, vil temperaturen ligge omkring 17-18 grader, og vinden tiltager og bliver op til hård fra syd og sydvest.

Sommervejr mod øst – nogle timer endnu

Anderledes sommerligt bliver vejret på Sjælland, Sydhavsøerne og navnlig Bornholm de næste timer.

Her kommer skyerne først til eftermiddag, og inden da vil solen skinne fra en himmel, hvor der kun i perioder er skyer. Inden det mere sammenhængende skydække når frem, kan temperaturerne stige til omkring 23 grader, hvor det bliver varmest.

Især på Bornholm kan man se frem til en tirsdag, der byder på ganske meget sol.

Ud på eftermiddagen vil skyerne brede sig til hele Sjælland, men regnvejret går mere og mere i opløsning på sin vej mod øst. Derfor bliver det kun til sporadiske nedbørsmængder i den østlige del af landet i aften, og på Bornholm vil det holde helt tørt og blot blive skyet.

Her vil det også blæse op, men ikke nær så meget som i Jylland.

Fronten efterfølges af betydeligt varmere luft, der allerede onsdag kan give eftermiddagstemperaturer på op til 28 grader i de sydøstlige dele af landet.