Vejr

Behageligt torsdagsvejr i vente

Vejret vender oven på et par dage med blæst, skyer og lave temperaturer.

Torsdag bliver noget pænere end de foregående dage, der har været præget af blæst, lave temperaturer og skyer i store dele af landet.

Selvom torsdag ikke bliver en bragende sommerdag, vil mindre vind, mere sol og varme gøre det behageligere at være ude.

Dagen begynder relativt koldt efter en kølig nat med helt ned til 6,3 grader i Vamdrup, men det er allerede på retræte.

Det vil dog føles koldt uden for her til morgen.

Solen er dog allerede ved at få fat og varmer jorden op, og så går det stærkt.

I løbet af dagen kan vi komme op på 20 grader og måske 22, hvor det bliver varmest.

Der vil være nogle skyer på himlen, men solen vil absolut også præge billedet.

Vinden vil ikke gøre meget væsen af sig, og der er heller ingen grund til at finde paraplyen frem.

Der er nemlig intet, der peger på regn i løbet af dagen.