Juli-rekorden er faldet - det har aldrig været varmere

I dag ender som nummer to på listen over de varmeste dage nogensinde, kun overgået af absolutrekorden fra august 1975.

Den 20. juli 2022 har for alvor skrevet sig ind i de danske historiebøger.

Ud på eftermiddagen blev der ved Abed, øst for Nakskov, målt en temperatur på hele 35,9 grader.

Det slår den gamle juli-rekord fra 1941, som var på 35,3 grader.

Juli-rekorden er slået - næstvarmeste dag i danmarkshistorien

Temperaturen på 35,9 grader er historisk, for aldrig har det været varmere i juli i Danmark.

Kun en gang før nogensinde har man oplevet en varmere dag i landet, og det var den 10. august 1975, hvor den absolutte varmerekord på 36,4 grader stammer fra.

Den gamle juli-rekord på 35,3 grader blev overgået hele syv forskellige steder.

Det er meget usædvanligt, at en rekord bliver slået mere end et eller to steder.

Den gamle rekord blev overgået på både Fyn, Lolland og flere steder i Jylland.

Faktisk ramte temperaturen 35 grader hele 10 steder i dag.

Det er aldrig sket før, at så mange steder har ramt 35 grader på samme dag, ikke engang den 10. august 1975, hvor der ovenikøbet var markant flere vejrstationer.

Ovenikøbet har man på både på Fyn og på Lolland i dag ramt de højeste temperaturer som nogensinde er målt i de landsdele.

Ekstrem hede syd for grænsen - vestenvind kan have reddet rekorden fra 1975

Det er ikke kun i Danmark, at man har oplevet ekstrem hede.

I Hamborg er der i dag målt over 40 grader for første gang nogensinde, hvilket knuser den gamle rekord med flere grader.

Det kan endvidere ikke udelukkes, at den danske temperaturrekord kunne være blevet slået i dag, men vejret havde dog andre planer.

Allerede tidligt på eftermiddagen gik vinden i Syd- og Vestjylland om i vest, hvilket gjorde at luften ikke længere kom fra glohede Nordtyskland, men snarere Nordsøen.

Det lagde en dæmper på temperaturen, og det gjorde, at temperaturen mange af de varmeste steder ikke kunne stige yderligere, selvom alle andre betingelser var til stede for det.

Da kan temperaturrekorden fra 1975 været reddet i sidste sekund.

Varmt men mere normalt sommervejr de næste dage

De næste dage byder på noget mere behersket sommervejr, dog kan man i store dele af landet opleve en sommerdag i morgen, og lokalt kan 30 grader ikke udelukkes.

I weekenden bliver det mere ustadigt og køligere, før det igen kan blive varmt i næste uge.