Vejr

Ekstrem europæisk hedebølge på vej mod Danmark

En ekstrem hedebølge har lagt sig over det meste af Europa.

Sommeren 2022 kommer til at gå over historien på grund af den omfattende hedebølge, der længe har ligget over landene omkring Middelhavet.

Og det er en tunge af den hedebølge, der rammer Danmark tirsdag og onsdag.

Hedebølgen med temperaturer i den livstruende ende af skalaen har allerede kostet op mod tusind menneskeliv i Europa.

Ifølge flere medier har flere end 1000 personer mistet livet i Spanien og Portugal i forbindelse med hedebølgen, hvor temperaturen har været oppe på 47 grader tidligere på måneden.

I Storbritannien har myndighederne for første gang udstedt en advarsel om ekstrem varme, og det britiske meteorologiske institut, Met Office, forventer, at landets varmerekord på 38,7 grader fra 2019 står for fald.

- 41 er ikke umuligt, og vi har endda 43 grader i nogle modeller, men vi håber, at det ikke bliver så højt, siger Met Offices direktør Penelope Endersby

I Storbritannien er trafikken indstillet på visse togstrækninger, da man frygter, at varmen kan få skinnerne til at udvide sig så meget, at det i allerværste fald ville kunne føre til ulykker.

Lufthavnen i Luton måtte også lukke mandag, da varmen fik asfalten til at smelte på en af landingsbanerne.

Derfor opfordrer de britiske myndigheder også folk til at undgå unødige udrejser i de kommende dage.

I Frankrig og Spanien har det ekstremt tørre vejr skabt optimale forhold for naturbrande, og titusindvis af mennesker har været nødt til at forlade truede områder denne sommer.

Naturbrandene har også kostet menneskeliv.

Blandt andet i Spanien, hvor en 69-årig fårehyrde og en 63-årig brandmand omkom, da de begge blev fanget af flammerne i den nordvestlige Zamora-provins, skriver AP.

En gruppe togpassagerer i Zamora fik sig også deres livs forskrækkelse i forbindelse med skovbrandene.

En video viser, hvordan passagererne til deres store rædsel oplevede, at toget pludselig holdt stille, mens ilden gnavede sig ind gennem vegetationen på begge sider af deres togvogn. Videoen kan ses forneden.

En gruppe togpassagerer i Zamora fik sig også deres livs forskrækkelse, da toget stoppede, og flammerne stod på begge sider af vognen. Video: René Rau-Andersen

Naturbrandene har også bredt sig mod øst, og der er brande flere steder i Balkan-landene.

Ekstremt vejr er i sagens natur ekstremt. Men det er også svært ikke at komme til at tænke på den globale opvarmning, når det netop handler om høje temperaturer, fortæller Peter Tanev fra TV 2 VEJR.

- Den enkelte ekstreme hændelse kan ikke sættes i forbindelse med den globale opvarmning, da der altid har været ekstreme hændelser, men vi ved også, at antallet af ekstreme hændelser er stigende i forbindelse med den globale opvarmning, så på den måde hænger tingene alligevel sammen, siger han.

I Danmark vil over 30 grader og solskin måske været kærkomment for mange, der kan tage en tur på stranden, men det ekstreme vejr er bekymrende, når vi kigger på de store linjer, understreger Peter Tanev:

- Rekorderne begynder efterhånden at stå i kø, og det er rekorder, der på alle måder viser et tydeligt, blinkende rødt klimasignal, siger Peter Tanev.

I Danmark er varmerekorden 36,4 grader målt 10. august 1975 i Holstebro. Nogle vejrmodeller peger med 35-36 grader på, at rekorden muligvis kan falde onsdag.

Det mest sandsynlige er, at det ikke sker, men når vi bare 35 grader, vil det være første gang i 74 år, at vi har det så varmt i Danmark på en julidag.

Varmen ligger lige syd for grænsen, så hvis der bliver sat ny rekord onsdag, vil det formentlig ske i Sønderjylland, hvor det kun vil kræve en ganske lille forskydning mod nord, før en ny rekord er i hus.