Historisk hedebølge har ramt Japan
I Tokyo har man netop registreret ni dage i træk med over 35 graders varme, hvilket er ny rekord for den japanske hovedstad.
Søndag eftermiddag lokal tid oplevede indbyggerne i den japanske hovedstad, Tokyo, en historisk milepæl.
For niende dag i træk kravlede temperaturen op over 35 graders varme.
Temperaturmålingerne i Tokyo daterer sig tilbage til 1875. I den tid har man aldrig før registreret ni dage i træk, hvor temperaturen er kommet over 35 grader.
Dermed bliver den tidligere rekord på otte dage i træk i sommeren 2015 slået.
Hundredvis af nye varmerekorder
Det er ikke kun Tokyos borgere, der den seneste tid har svedt i rekordvarme. På tværs af Japan har en historisk hedebølge væltet varmerekorder på stribe.
Ifølge klimaekspert Maximiliano Herrera, der følger temperaturen i alle afkroge af verdenen tæt, blev der ved udgangen af juni sat over 550 nye lokale rekorder for højeste junitemperatur rundt om i Japan. Ligeledes startede juli også med varmerekorder mange steder.
En af disse rekorder satte ny national varmerekord for det asiatiske land i juni. Det skete, da temperaturen 25. juni steg til 40,2 grader i Isesaki i Kanto-regionen i det centrale Japan.
Efter den ekstreme hedebølge kan japanerne glæde sig over, at det bliver mere humant at befinde sig udendørs. De højeste temperaturer den kommende tid kommer således til at ligge mellem 25 og 30 graders varme.
Juni blev hedebølgernes måned
Japan er langtfra det eneste land, som den seneste måned har været præget af ekstreme hedebølger.
Store dele af den nordlige halvkugle har været igennem historisk varme perioder. I midten af juni bredte en voldsom hedebølge sig op igennem Europa og satte nye varmerekorder i lande som Spanien, Frankrig og Tyskland.
Sidenhen ramte ekstrem varme Europa med varmerekorder fra Tromsø i det nordlige Norge til Italien i syd.
Men også Nordamerika og andre dele af Asien har den seneste tid svedt som aldrig før.
Ifølge klimaeksperterne er klimaforandringerne den altoverskyggende årsag til de mange ekstreme hedebølger verdenen over – og det vil blot blive mere ekstremt og ske langt oftere i et varmere klima.