Vejr

Solrig lørdag til de fleste – men her er der dog risiko for regnbyger

Temperaturen kommer i dagens løb op mellem 20 og 23 grader.

Uanset om du skal opleve de sidste koncerter på Roskilde Festival, er til DGI's landsstævne i Svendborg eller skal ud at heppe på Tour-rytterne på deres etape fra Roskilde til Nyborg, så kan det gøres i hæderligt dansk sommervejr.

Et højtryk over den centrale del af Europa sørger nemlig for, at solen over Danmark får masser af plads på himlen mange steder.

Dermed kan langt de fleste se frem til en ganske solrig lørdag. Enkelte steder er der dog en lille risiko for at blive ramt af en regnbyge.

Solrig start

Lørdagen er under alle omstændigheder kommet solrigt ud af starthullerne. Kun i det nordligste Jylland hænger der fortsat lidt skyer fra fredagens front, men de slipper i løbet af morgenstunden.

Ellers er det solen, der dominerer på himlen den første halvdel af dagen. Dog kan der allerede i løbet af formiddagstimerne dannes enkelte helt lokale regnbyger i Jylland.

Vinden er overordnet set rolig, men tiltager i løbet af formiddagen og bliver jævn til frisk fra sydlig eller sydvestlig retning.

Lidt større risiko for regnbyger

I eftermiddag dannes der efterhånden flere skyer. Mange af dem bliver harmløse og vil blot pynte på den danske sommerhimmel.

Men især i den nordlige halvdel af Jylland er der risiko for, at der kommer en let regnbyge forbi. Du kan på TV 2 VEJRETs radar altid følge med i, hvor bygerne befinder sig.

Temperaturen lørdag topper med mellem 20 og 23 grader. Varmest bliver det formentlig omkring Østjylland og Nordsjælland.

I aften trækker et område med højtliggende skyer op over Danmark, som vil sløre solen noget. Ellers står den fortsat på stort set tørvejr og lidt eller nogen sol.

Temperaturen falder i aftentimerne til mellem 14 og 17 grader.