Sommervarmen vender tilbage – og så kommer regn og torden
Onsdag vil solen skinne i stort set hele landet, men torsdag er der igen mulighed for regn- og tordenbyger.
Mandag nåede sommervarmen over Danmark sit foreløbige højdepunkt, da der blev målt hele 31,7 grader i Rønne på Bornholm.
Den meget varme luft blev dog afløst af en koldfront, der var ledsaget af heftige regn- og tordenbyger.
Koldfronten er efterfulgt af mere moderate temperaturer, der tirsdag ligger på mellem 20 og 23 graders varme, mens drivende skyer pryder den blå juni-himmel.
Selvom vi oplever et lidt køligere intermezzo tirsdag, så vender sommervarmen allerede tilbage onsdag.
Onsdag med masser af sol
Fra onsdag morgen vil solen skinne i stort set hele landet, og allerede i formiddagstimerne stiger temperaturerne til over 20 grader. Endnu varmere bliver det onsdag eftermiddag, hvor termometrene i den østlige del af landet kan stige til 25-26 grader.
De høje eftermiddagstemperaturer kan nydes i kombination med rolige vindforhold, og kun få skyer på himlen – og frem til først på aftenen vil temperaturerne mange steder fortsat ligge på omkring 20 grader.
Regn- og tordenbyger lurer forude
Natten til torsdag viser prognoser, at der kan drive regn- og tordenbyger op over den sydøstlige del af landet. De kan måske ramme Lolland-Falster, Sjælland og Bornholm torsdag morgen, men der er fortsat betydelig usikkerhed vejrmodellerne imellem.
Det er dog sikkert, at luftmassen over Danmark bliver mere ustabil torsdag, hvilket alt andet lige øger muligheden for byger, der kan være kraftige og med torden.
Temperaturerne stiger yderligere, og både torsdag og fredag kan man stedvis opleve temperaturer op mellem 25 og 28 grader – varmest fredag.
Fredag starter med pænt vejr, men en koldfront skal i dagens løb passere Danmark fra vest. Den kan være ledsaget af kraftige regn- og tordenbyger, men detaljerne om fredagsvejret er heller ikke sikre endnu.
Fra lørdag bliver det igen lidt køligere, men fortsat med dagtemperaturer omkring 22-23 grader.