Nu går badevandspatruljen i gang – få temperaturen hver dag fra 112 danske badesteder
Siden 1996 har TV 2 Vejret i samarbejde med en række frivillige målt det danske badevand, og i år er naturligvis ingen undtagelse.
Skolesommerferien begynder fredag, og dermed lyder også startskuddet for TV 2 Vejrets traditionsrige Badevandspatrulje.
Badevandspatruljen består af 61 livreddere fra henholdsvis TrygFonden Kystlivredning, Nordkystens Kystlivreddere og Gentofte Kommune. Derudover har 52 private personer meldt sig til trofast hver dag at gå ud i vandet og måle badevandstemperaturen i en meters dybde klokken 12.
Kort tid efter de har sendt data ind til TV 2 Vejret, vil du kunne se deres målinger på både TV 2 Vejrets app og hjemmeside. Badevandstemperaturerne vil også blive vist i vejrudsigterne hen over sommeren.
Forlænger sæsonen for målinger
Patruljens sæson slutter først 7. august 2022 og dækker hele skolesommerferien. Nogle af patruljens medlemmer fortsætter til 30. september, og nogle vil for første gang i år fortsætte hele året rundt.
- Der er flere og flere, der bader både sommer og vinter, så derfor giver det mening, at vi også fortsætter med at oplyse om badevandstemperaturen, selv når sommeren er slut, fortæller meteorolog Lone Seir, der er ansvarlig for badevandspatruljen.
Du kan se på kortet og i listen herunder, hvor i landet du kan få dagens badevandstemperaturer fra patruljen.
Sæsonen lægger godt fra land
Sommeren er ifølge kalenderen kun en måned gammel, men med det rekord solrige forår med 711,5 soltimer er vandtemperaturen i de øverste vandlag allerede mange steder oppe omkring 18 grader.
Når gennemsnittet af vores badevandsmålinger ligger på 19,0 grader eller derover definerer TV 2 Vejret dagen som en badedag, da det for mange er her skellet går mellem en lidt kølig dukkert eller en noget mere behagelig badetur.
Det varierer meget fra år til år, hvornår sommerens første badedag indtræffer. Det ses tydeligt i listen over tidligste badedage de seneste ti år i faktaboksen.
Tre gange siden 1996, hvor TV 2 Vejrets badevandspatrulje så dagens lys for første gang, har badevandet gennem hele sommeren været for koldt til, at vi ikke har fået en eneste badedag.
Det skete i årene 1998, 2000 og senest i 2017, der alle var somre præget af køligt vejr med underskud af solskin.
Så mange badedage kan vi få på gode år
Siden sommeren 1996 har badevandspatruljen målt vandtemperaturerne. Det er tydeligt, at der kan være stor forskel på sommervejret i Danmark fra år til år. Langt de fleste år har vi perioder med badedage, men det præcise antal kan variere betydeligt fra år til år.
Sidste sommer havde vi 34 badedage, hvilket er det fjerde bedste badeår siden 1996. Til forskel fra fra 2017, hvor vi slet ikke havde en eneste badedag i løbet af sommeren.
Rekorden for flest antal badedage var i den meget varme sommer 2006, hvor antallet var 43, mens vi i 'supersommeren' 2018 havde 42.
Det varmeste badevand
Det varmeste badevand finder vi, der hvor vanddybden er forholdsvis lav, og hvor vandet er stillestående.
Det er derfor ikke overraskende, at den absolut højeste badevandstemperatur, der er målt af badevandspatruljen, er målt på Hestehoved Strand ved Lolland. Det skete den 25. juli 2018, hvor dagens måling blev 28 grader.
Det højeste gennemsnit for badevandet i hele landet er det naturligvis noget lavere. Det var den 10. august 1997, hvor beregningen lød på 23,3 grader, mens den varmeste sæson ikke overraskende var i rekordåret 2006, hvor gennemsnittet lå på 20,5 grader.
Du kan læse mere om livreddernes arbejde på stranden her.