Tinderbox begynder med smukt sommervejr, men kan ende i et brag
Det bliver tre varme dage til Tinderbox, men både fredag og lørdag kan der komme kraftige byger.
Det er sommertøjet, regnfrakken og gummistøvler, der skal pakkes til årets Tinderbox. Det bliver de tre hidtil varmeste dage denne sommer, så den lune sommerjakke kan blive hjemme.
Det er sommervejr i hele Danmark, når Statisk åbner festivalen i Tusindårsskoven i Odense torsdag klokken 14.
Der kan endnu hænge lidt skyer på himlen i Odense, men få timer efter bliver det helt skyfrit. Temperaturen kommer op på 23 eller 24 grader i Tusindårsskoven.
Det helt klare og stille vejr fortsætter hele aftenen, og omkring midnat vil temperauren være omkring 17 grader.
Flot fredag ender med skyer og måske byger
Fredag begynder med lige så smukt vejr, som torsdagen slutter. Det er lidt lunere luft, og allerede først på eftermiddagen når temperaturen over 25 grader.
I løbet af eftermiddagen kommer der flere skyer, men det holder antageligt endnu tørt med cirka 27 grader.
I aftentimerne vil festivalen formentlig blive ramt af nogle byger. Nogle af bygerne, der rammer Fyn, er kraftige og med torden, mens andre er mere kortvarige og knap så intense. Det er ikke til at sige, hvilke af disse byger der rammer Tusindårsskoven.
Lun lørdag med ret skyet vejr
Lørdag vil det lune vejr fortsætte, men med mange flere skyer end fredag.
Det er ret sikkert, at en front med regn vil ramme Jylland, men mere usikkert hvor langt fronten kommer mod øst.
Man kan forvente tørvejr i formiddagstimerne, men om eftermiddagen stiger risikoen for regn og torden. Det er en rigtig god idé at have regntøjet klart. Hvis fronten lægger sig over Fyn og Tinderbox, kan festivalen ende med regnfuldt vejr og måske torden.