Vejr

Mystisk spiral vakte opsigt over New Zealand

Et himmelfænomen fik folk til at spekulere i besøg fra det ydre rum.

Søndag aften vakte et helt usædvanligt syn opsigt over New Zealand. På den mørke stjernehimmel tegnede sig en stor mystisk spiral. Det skriver The Guardian.

På det tidspunkt sad stjernekigger-guiden Alasdair Burns indenfor, men en SMS fra en ven fik ham op fra lænestolen:

- Gå ud og kig på himlen, lød det fra vennen.

Udenfor så Alasdair Burns noget, han aldrig havde set før.

- Det lignede en enorm spiralgalakse, der bare hang der og langsomt bevægede sig hen over himlen, siger han til The Guardian.

Den mørke årstid i New Zealand

Klokken var omkring 19.25, men da New Zealand befinder sig på den sydlige halvkugle, var det mørk aften der. Når det er årets længste dage hos os, betyder det, at de har årets korteste dage hos dem.

Den erfarne stjernekigger tog nogle billeder, som han sendte ud i forskellige fora, hvor der kom mere eller mindre seriøse bud på, hvad den opsigtsvækkende spiral kunne være.

Budene gik lige fra besøg fra rummet til dannelsen af et nyt sort hul.

Alasdair Burns havde dog også selv en ide om, hvad der kunne have skabt spiralen på himlen. Han mente at have læst om fænomenet i 2009.

Russisk missil

Her var der tale om opsendelsen af et russisk missil, der havde dannet en spiralformet sky over Norge.

Og det bekræftes af professor i fysik fra Auckland Universitet. Han har ovenikøbet et bud på, hvad det er for en raket, der har dannet spiralen.

Søndag sendte SpaceX nemlig en raket op, der vil have den rigtige placering for at danne spiralen, så den vil kunne ses fra New Zealand.

Sjælden sky

Skyen kræver et kompliceret sammenfald af omstændigheder, og er derfor ganske sjælden.

Raketten sender vanddamp og kuldioxid bagud, hvilket danner en sky, der så skal sættes i en roterende bevægelse. Samtidig skal denne oplyses på en måde, så den kan ses fra jorden. Og så skal det ske på en klar aften.

Når disse forudsætninger er opfyldt, kan man så være heldig som stjernekiggerne i New Zealand eller dem i Norge i 2009 at se en galakselignende spiralsky på himlen.