Vejr

Efter skypumper og voldsomme haglbyger venter smukt solskin

Temperaturen kan nå op over 20 grader tirsdag.

Vejret i Danmark er meget omskifteligt for tiden, og de første dage i denne uge er et godt eksempel.

Normalt er det lavtryk og højtryk, som er udslagsgivende for vejret, men selvom trykket næsten ikke ændrer sig fra mandag til tirsdag, gør vejret det i høj grad.

Ændringen i vejret skyldes luften højere oppe i atmosfæren. Luftsøjlen over Danmark bliver tirsdag meget mere stabil, hvilket betyder, at skydannelsen er meget mindre.

Derfor bliver tirsdagens vejr også smukt og sommerligt i modsætning til mandagens vejr med hagl og skypumper.

Tirsdagen begynder med næsten skyfrit vejr i Østdanmark, mens der er nogle flere skyer i Jylland. Termometrene vil generelt vise mellem 10 og 13 grader, men lokalt kan det være lidt koldere.

Det er på grund af det ret klare vejr, at vi lokalt får det lidt koldere. Skyer virker om natten som en dyne, der holder på varmen.

Vinden er først på dagen op til hård fra vest, men aftager, og omkring middag er det mere behageligt med 16 til 18 grader og let til frisk vestenvind.

Over 20 grader i Østjylland og Østsjælland

Der vil dannes nogle skyer, men slet ikke, som vi har oplevet det mandag. Eftermiddagen bliver med meget sol, og i østlige landsdele kan vi nå op på 21 grader.

Nær vestvendte kyster skal man dog kun forvente 16 til 18 grader.

Det stabile vejr med sol og tørvejr holder frem til og med Sankt Hans.

Herefter kommer der igen byger, men det bliver også en tand lunere.

Måske kan vi for første gang denne sommer komme op på 25 grader.