Risiko for skybrud i store dele af landet

Læs en række gode skybrudsråd i bunden af artiklen.
De østlige og sydlige egne af Danmark skal forberede sig på store mængder regn i løbet af mandagen, hvor TV 2 vejret varsler om risiko for skybrud.
- Der kommer kraftige byger – også med hagl og torden, siger TV 2s meteorolog Thomas Mørk.
Regnen rammer landet fra sidst på formiddagen og fortsætter til først på aftenen. Det bliver mest intenst fra klokken 12 til klokken 17.
Luften eksploderer lokalt
Et skybrud er defineret ved, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Thomas Mørk fortæller, at det er Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Øst- og Sydjylland, der bliver hårdest ramt af regnen.
Der vil være tale om lokalt dannede byger, ikke et udbredt regnvejr, og derfor er det svært at sige præcis, hvornår det vil regne i hvilke landsdele, lyder det.
- Luften eksploderer nærmest et sted, mens det kan være helt roligt i et naboområde. Men de fleste vil få nogle millimeter i løbet af dagen, siger Thomas Mørk.
Ifølge meteorologen vil visse steder godt kunne opleve tre-fire byger i løbet af mandagen.
Resten af landet går fri af de kraftigste byger, men på trods af det, kan bornholmere, nordjyder og vestjyder ikke være sikre på et totalt tørvejr.
- I de områder bliver vejret markant pænere. Men der kan godt være regn, det vil bare ikke være regn af samme karakter, siger Thomas Mørk.
Rens tagrenderne og flyt uerstattelige ting op
Når der er udsigt til skybrud, er der en række råd, som Thomas Mørk kalder "helt klassiske" og en god idé at følge.
Blandt andet at man tjekker og renser tagrender og nedløb, så der ikke ligger blade eller lignende og blokerer, så vandet ikke kan komme væk. Derudover er det en god idé at få uerstattelige genstande væk fra kælderen og op i stueplan.
- Det er en god idé at være forberedt, så skybruddet ikke kommer bag på en, og noget ender med at flyde over, siger Thomas Mørk.
Det kraftigste skybrud, der er målt i Danmark, kom i forbindelse med det historiske skybrud i København 2. juli 2011. Dengang blev der i den københavnske forstad Ishøj registreret en intensitet på ekstreme 63 millimeter nedbør på en halv time.