Amerikanske myndigheder kommer med advarsel efter rekordvarme
En hedebølge med farligt høje temperaturer har ramt flere stater denne weekend.
Der er sat flere varmerekorder i forbindelse med en hedebølge, der har bredt sig hen over den sydvestlige del af USA. Det oplyser nyhedsbureauet AP.
Varme er en naturlig del af hverdagen i de amerikanske ørkenstater, men myndighederne opfordrer folk til at tage sig i agt.
I Arizona er folk blevet bedt om at begrænse udendørsaktiviteter for at undgå solstik og hedeslag.
Øget risiko for naturbrande
Ekstrem varme koster hvert år flere liv i USA end noget andet vejrfænomen.
Faktisk dør flere amerikanere i hedebølger, end der dør i orkaner, oversvømmelser og tornadoer tilsammen.
I Las Vegas er der hen over weekenden målt 43 grader, mens der i Phoenix er målt hele 46 grader, hvilket har slået rekorder fra henholdsvis 1956 og 1918.
Varmest har det været i Death Valley i Californien, hvor temperaturen lørdag rundede 50 grader. Så høje temperaturer er der aldrig før målt så tidligt på året i den berømte dal.
I forbindelse med det meget varme og tørre vejr advares også om øget risiko for naturbrande.
Flere rekorder på vej
Varmen vil i de kommende dage flytte sig fra vestkysten og brede sig længere ind i landet. En koldfront vil samtidig komme ind med lidt mere svalende temperaturer fra vest.
Der forventes flere varmerekorder frem mod onsdag, efterhånden som varmen går mod øst, ned over sydstaterne og siden bevæger sig mod nord.